Finansordfører: Arrogant af Hornbech

Venstre er alt andet end glad for Birthe Rønn Hornbechs udtalelser om, at tørklæder er okay i domstolene. Finansordfører Peter Christensen kalder det arrogant.

Foto: Søren Bidstrup

- Jeg synes, det er en arrogant tilgang til et så principielt spørgsmål, og så køre sit eget løb.

Sådan lyder den kontante melding fra Venstres finansordfører, Peter Christensen, som langer ud efter sin partifælle, kirke- og integrationsminister Birte Rønn Hornbech.

Hornbech skriver i dag i en kronik i Politiken, at hun er imod, at tørklæder i de danske retssale forbydes ved lov.

Peter Christensen er lodret uenig og mener, at hun burde holde sig til at være mere minister og mindre debattør.

- Jeg er ikke enig med Birthe. Jeg synes, det er mærkeligt at melde den holdning ud, når vi i partigruppen har diskuteret det, og der er et klart flertal for det modsatte synspunkt, siger han.

/ritzau/