Finansminister vil have holdbar model for registreringsafgift

Bilmarkedet skal ikke igen og igen opleve, at salget går i stå på grund af debat om afgifter, lyder det.

Arkivfoto: Men trods hastværket kommer der mandag toner fra finansminister Kristian Jensen (V), der næsten kunne lyde, som om han maner til tålmodighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Bilsalget er gået totalt i stå. Sådan har det faktisk været siden 23. september, hvor Politiken kunne afsløre, at regeringen pønsede på endnu engang at sætte registreringsafgiften ned.

Derfor haster det med at nå frem til en aftale, lyder det igen og igen fra såvel bilbranchen som politikerne.

Men trods hastværket kommer der mandag toner fra finansminister Kristian Jensen (V), der næsten kunne lyde, som om han maner til tålmodighed.

Finansministeren understreger, at han håber på en hurtig aftale.

»Men det er også vigtigt, at vi får lukket en aftale, der er holdbar. Så bilmarkedet ikke igen og igen skal se, at man laver afgifterne om,« siger Kristian Jensen.

»Det er væsentligt, at vi bruger den tid, der er nødvendig, så vi får en model, der kan holde nogle år. Og som også tager højde for den teknologiske udvikling, der sker både på sikkerhed og miljø.«

Striden står mellem regeringen, der ønsker en flad registreringsafgift på 100 procent for alle biler uanset pris. Mens Dansk Folkeparti vil have en afgift, som er udregnet efter, hvor sikker og miljøvenlig bilen er.

Kristian Jensen afviser, at han har spildt kostbar tid på at stå for hårdt fast på regeringens position.

»Jeg synes, det er skredet godt fremad,« siger han.

/ritzau/