Socialdemokratiet gik til valg på at indføre en formueskat. Men da regeringsgrundlaget blev lagt frem, var skatten ikke med som et konkret forslag.

Alligevel mener finansminister Peter Hummelgaard (S), at tanken bag formueskatten fortsat lever i den nye regering. Det siger han i et interview med Information torsdag.

- Ja, det synes jeg faktisk, svarer Peter Hummelgaard på spørgsmålet om, hvorvidt formueskatten lever videre.

- Vi har fundet nogle kloge alternativer til den formueskat, som helt åbenlyst ikke havde den fornødne opbakning hverken i Folketinget eller i regeringen.

Socialdemokratiet gik til valg på at indføre en formueskat for de rigeste danskere, hvilket var et af de mest markante udspil i valgkampen. Det skyldes en stigende ulighed i Danmark.

Det blev foreslået som en skat på 0,5 procent af formuer, der overstiger 25 millioner kroner.

Men det blev mødt af massiv kritik fra eksperter og flere topdirektører, som truede med at forlade landet. Også Dansk Metal afviste forslaget.

Formueskatten kom ikke med i regeringsgrundlaget, da Socialdemokratiet dannede regering med SF, De Radikale og Moderaterne efter valget i marts. De to sidstnævnte partier gik imod forslaget.

Ifølge Hummelgaard handler diskussionen stadig om, hvordan samfundet beskatter forskellige typer af indkomst og formue.

Han peger blandt andet på regeringens planer om at se på beskatning af arv og boligsalg, hvor der er nedsat en kommission, som skal se på sidstnævnte.

RITZAU