Finansminister åben over for forbud mod udbytte

Finansminister Nicolai Wammen (S) er parat til at stille krav til virksomheder, der får hjælp af staten.

Finansminister Nicolai Wammen taler til pressemøde om en styrkelse af den midlertidige lønkompensationsordning under COVID-19-krisen, i Eigtveds Pakhus i København mandag den 30. marts 2020. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Finansminister Nicolai Wammen (S) skriver i et svar, at han er parat til at se på krav om, at virksomheder, der får hjælp af staten under coronakrisen, ikke må udbetale udbytte i 2020.

Det gør han efter, at Venstre har foreslået et betydeligt udvidelse af hjælpepakken til erhvervslivet. Som en del af Venstres forslag er, at de virksomheder, der får mest hjælp, ikke må udbetale et eventuelt overskud i 2020.

- Vi har vist, at vi sammen med Folketinget og arbejdsmarkedets parter kan handle hurtigt. Vi er i den forbindelse klar til at drøfte spørgsmålet om aktieudbytte.

- Jeg mener, det kun er helt rimeligt, at en virksomhed, der modtager et samlet samfunds støtte, så ikke samtidig udbetaler udbytter til sine aktionærer, skriver Nicolai Wammen i et svar.

Partier som SF og Enhedslisten har længe talt for, at der skal stilles krav til selskaber, der får hjælp af staten. Hovedsageligt at de ikke må udbetale overskud til aktionærer og ejere, hvis de har fået penge fra statskassen.

Og lørdag har interesseorganisationen Dansk Erhverv også erklæret sig forstående over for tanken.

- Det er en teoretisk diskussion, for virksomhederne kæmper for overlevelse. Men jeg har ikke noget problem med, at hvis man får nogle penge, så stiller det politiske system også nogle modkrav, sagde direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen tidligere.

Indtil videre har der ikke været stillet nogen modkrav til selskaber, der trækker på hjælpepakkerne til erhvervslivet.

Firmaer kan eksempelvis få lønkompensation, kompensation for tabt omsætning og kompensation for en række faste udgifter.

Samlet har et enigt Folketing lavet hastetiltag for små 300 milliarder kroner til erhvervslivet.

Hos den liberale tænketank Cepos er man mere skeptisk. Cheføkonom Mads Lundby Hansen skriver i en kommentar:

- Generelt er det sådan, hvis en virksomhed vil udbetale udbytte til aktionærerne, kan pengene komme ud at arbejde andre steder i samfundet. Det kommer alle tilgode.

- Derudover er der risiko for en glidebane. Hvis Folketinget begynder at forbyde udbetaling af udbytter, risikerer man, at ideen bliver brugt politisk i andre situationer.

/ritzau/