Financial Times: Thorning fortsat i spil som rådsformand

Ifølge det anerkendte finansmedie Financial Times er den tyske kansler, Angela Merkel, villig til at sige god for den danske statsminister som ny formand for Det Europæiske Råd.

ARKIVFOTO. Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt er ifølge Financial Times stadig i spil til en toppost i EU. Her står hun mellem Jean-Claude Juncker (t.v.), som er indstillet til formandsposten af EU-kommissionen og nuværende kommissionsformand Jose Manuel Barroso REUTERS/Yves Herman. Fold sammen
Læs mere
Foto: YVES HERMAN

Selvom statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gang på gang har afvist tanken om et forestående jobskifte til en toppost i EU, bremser det ikke spekulationerne i internationale - og hjemlige - medier.

EU-landenes stats- og regeringschefer mødes i denne uge, og i den forbindelse skriver det anerkendte finansmedie Financial Times, at Thornings navn fortsat er i spil til posten som formand for Det Europæiske Råd, hvor hun i så fald skal afløse belgiske Herman Van Rompuy.

Ifølge artiklen fra Financial Times, der blev offentliggjort søndag, har Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, »signaleret en velvilje til at acceptere« Thorning som Rompuys afløser.

Merkel har ifølge avisen tidligere opfordret andre centrum-højre-ledere i Europa til at blokere for en socialdemokratisk leder, men den modstand er angiveligt lagt på hylden.

Men selv med Merkels accept er vejen mod formandsposten ikke banet for Thorning - hvis hun skulle have det ønske vel at mærke.

Således skulle der være modstand fra Frankrig, der har svært ved at se en politiker fra et ikke-euroland lede EU-topmøder.

En højtstående fransk embedsmand forklarer til Financial Times, at man ikke har noget »personligt« imod Thorning, men det sender et uheldigt politisk signal, lyder det.

Det er ikke kun Financial Times, der nævner Thorning som kommende rådsformand i forbindelse med EU-topmødet i denne uge.

Britiske The Economist har således den danske statsminister som en af kandidaterne til stillingen i en artikel med fokus på, hvorfor de nordiske lande klarer sig så godt, når det gælder internationale topposter.

Beslutningen om, hvem der skal efterfølge Herman van Rompuy, ventes at blive truffet ved EU-topmødet, der begynder onsdag.