De høje fødevarepriser presser personer med de laveste indkomster i samfundet, og derfor skal de have flere penge mellem hænderne, mener Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som foreslår at indføre en fødevarecheck frem mod 2030 samt at hæve jobfradraget.

Sådan lyder det fra FH-formand Morten Skov Christiansen.

Fødevarechecken er en "midlertidig" check målrettet lavtlønnede lønmodtagere, pensionister og modtagere af overførselsindkomster. Desuden skal der være en ekstra check rettet mod børnefamilier.

- Vi forslår at indføre en midlertidig fødevarecheck frem til 2030, fordi vi har set, at der er store udfordringer i vores samfund, som er blevet mere skævt, og hvor uligheden er vokset, siger Morten Skov Christiansen.

- Og jeg kan konstatere, at selv om fødevarepriserne er på vej ned i øjeblikket, er de fortsat på et meget højt niveau, så der er mange i vores samfund, der har svært ved at betale det, og jeg tror også, at de vil have svært ved at betale det, når vi kommer til august, oktober og december i år, men også til næste år, siger FH-formanden.

Emnet om fødevarepriser og danskernes leveomkostninger har fyldt en del politisk den seneste tid.

Ifølge FH's beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd står bag, vil en familie bestående af to voksne i lavtlønnede job med to børn eksempelvis få cirka 4100 kroner årligt i en fødevarecheck.

Ifølge FH skal fødevarechecken nedsættes gradvist frem mod 2030, hvorefter den falder bort.

Et øget jobfradrag vil ifølge FH give en familie med lav- eller mellemindkomst cirka 3900 kroner mere om året.

Altså samlet set får en almindelig lønmodtagerfamilier 8000 kroner mere om året ifølge FH.

FH vil finansiere de to tiltag, som ifølge FH i alt koster 6,7 milliarder kroner, ved at indføre en formueskat på 0,3 procent for den ene rigeste procent af befolkningen.

Meldingen fra FH kommer, efter at regeringen anført af finansminister Nicolai Wammen (S) har indledt politiske forhandlinger med Folketingets partier om en fødevarecheck, som regeringen vil målrette til bestemte befolkningsgrupper.

Regeringen vil afsætte 4,5 milliarder kroner til formålet. Checken skal blive en enkelt kontant udbetaling til bestemte grupper såsom pensionister uden store opsparinger, børnefamilier med lave indkomster eller folk uden for arbejdsmarkedet.

Desuden diskuteres der om en fremtidig momsnedsættelse. Her er regeringspartierne uenige.

Moderaterne vil fjerne momsen helt på frugt og grønt. Venstre mener, at momsen skal sænkes på alle fødevarer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte i weekenden til De Radikales nytårsstævne, at "der er argumenter for og imod" begge muligheder. Men at hun mest hælder til at sænke momsen generelt.

/ritzau/