Far har gjort det!

Det nye regeringsgrundlag emmer af KONSERVATIV POLITIK, og humøret bobler i partiet. Men det er i høj grad tilfældigheder, der hjælper dem frem, og lige under overfladen lurer magtkampene. Spørgsmålet er stadig, hvor længe Bendt Bendtsen holder.

I den forgangne uge kommer den konservative formand Bendt Bendtsen spadserende hen ad gangen i sit ministerium. Glad.

»Far har gjort det,« slynger Bendt Bendtsen, der ynder at kalde sig selv for far, ud. Forhandlingerne om regeringens nye grundlag er ved at være afsluttet, og de Konservative kan notere, at vinden i den grad er begyndt at blæse i deres retning. Grundlaget er proppet med forslag, som de Konservative har talt om i årevis: Udviklingsbistanden skal igen sættes op, og skatten på arbejde skal ikke bare sættes ned – men markant ned.

Sådan sluttede ni fantastiske dage for et parti, der siden 2001 har måttet finde sig i meget. Den overlegne storebror Venstre og de hånende arbejdskollegaer fra Dansk Folkeparti, der meget sigende har byttet rundt på bogstaverne i VKO, så Dansk Folkepartis O kom foran de Konservatives K, så det hedder: VOK.

Sådan er stemningen slet ikke længere i det borgerlige samarbejde. Nu kan de Konservative godt med en vis ret sige KVO, for det er dem, der efter valget er kommet ovenpå, mens Pia Kjærsgaard bekymret ser til, og regeringen trækker ind mod midten. Meget sigende for det nye liv så sad de Konservatives pressechef mageligt i stolen blandt pressekorpset, da Bendtsen og Fogh onsdag præsenterede regeringens grundlag i Statsministeriets Spejlsal. Da en journalist i et skeptisk tonefald ville vide, hvad der skal op, når nu skatterne skal sættes ned, vendte pressechefen sig om og svarede ubekymret: »Humøret.«

Det lille parti bobler, som var Poul Schlüter blevet genvalgt til Folketinget, og hvis politik var vand, ville det tilsyneladende løbe opad for at komme til Det Konservative Folkeparti.

Men der er bare et problem: De Konservative har ikke styringen. De er bare så heldige at dansk politik i maj blev ramt af en meteor, og den slog Christiansborg ind i de Konservatives bane.

Siden har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i stadig stigende grad haft en interesse i at bevæge sig ind mod midten, hvor tyngdefeltet fra Ny Alliance trak.

Det kan godt være, at det ikke lykkedes alliancen at bryde VKO-flertallet, men i Venstre læser man valgresultatet sådan, at folkestemningen er imod et snævert samarbejde. Dermed er Fogh automatisk trukket i retning af de Konservative, og samtidig lyder en analyse på Christiansborg, at han griber chancen for at få et eftermæle, hvor der ikke står fløjkriger og dogmatisk liberal. Anders Fogh Rasmussen mener det, når han ønsker at gøre Venstre til et bredt favnende folkeparti.

Det betyder ikke, at Far Bendsten fik det hele foræret i forhandlingerne om et nyt grundlag, men han havde pludselig fået lettere spil. Tænk blot på, at Fogh i sin små 10 minutters lange indledning på pressemødet om nyt regeringsgrundlag sagde »bredt samarbejde« elleve gange.

Men de Konservative har også fået ny selvtillid, og gennem de seneste par år har de ranket ryggen og fået mod til at tale de borgerlige venner midt imod. Det begyndte, da de brød lydmuren med ønsket om at få et mere menneskeligt ansigt i udlændingepolitikken. Men som så ofte før så endte den historie i første omgang med at blive fortællingen om partiet, der kom i klemme. Intet blev ændret. Tiden gik og gik. I påsken sidste år tog den daværende ordfører Henriette Kjær bladet fra munden sammen med Venstres Eyvind Vesselbo og gjorde kritikken konkret: Forholdene for børnene på asylcentrene var under al kritik.

Dagen før valget blev udskrevet lagde statsministeren så op til, at de afviste irakiske asylansøgere med børn må bo uden for centrene. Det var nok en imødekommelse af de Konservative. Men den var designet til Ny Alliance og venstrefløjen.

En klokkeklar konservativ sejr var skattepakken fra september med lettelser på cirka ti mia. kroner. Her satte partiet hårdt mod hårdt og forlangte lettelser i topskatten. Det endte med en fjernelse af mellemskatten og en højere grænse for, hvornår topskatten sætter ind. Og så blev sejren i medierne og blandt iagttagere udlagt som et nederlag.

Sagen illustrerer, hvordan de Konservative efterhånden per automatik blev rubriceret som en slags »dumlinge«. Selv, når det lykkes partiet at slæbe ti milliarder kroner hjem i skattelettelser, bliver aftalen anset for at være et konservativt nederlag og en sejr for Anders Fogh, der ellers havde foretaget en gigantisk kovending for at give de Konservative, hvad de forlangte.

Vanen med altid at kigge ned på de Konservative skyldes måske formanden Bendt Bendtsen. Han er en reel politiker og et ordentligt menneske. Men. Han er ikke en stor politisk tænker eller strateg. Og det ved de godt i partiet, så under det boblende humør lurer magtkampene.

Det blev illustreret sidste år, da Berlingske Tidende skrev en historie om, at ungdomsorganisationen KU med opbakning fra en enkelt borgmester krævede en ny formand. Hele den konservative top af ministre – heriblandt to stk. kronprinsesser – spindoktorer og den organisatoriske landsformand holdt møde på Bendt Bendtsens kontor i halvanden time. De kom ud med brede, overbærende smil og konkluderede, at det ikke var noget. Det var en nullermand, sagde den politiske ordfører, fordi den var kommet af ingenting. Og kronprinsesserne Lene Espersen og Connie Hedegaard skrev en fælles pressemeddelelse og bedyrede, at de ikke ville save benene af formanden.

Så vidste alverden igen, at det kun er et spørgsmål om tid, før den konservative magtkamp bryder ud. Så eksplosiv er situationen i de konservative kulisser, at det bl.a. var af hensyn til kampen om magten i det lille regeringsparti, at ministerrokaden fredag blev forholdsvis beskeden. Det er nemlig svært at flytte de konservative ministre, når alle lurer på alle.

Et af Bendt Bendtsens problemer internt er, at han ikke sælger billetter. Han er blevet døbt Mr. Ti Procent. Det er ca., hvad partiet har ligget på i vælgertilslutning siden han kom til i 1999. Og det er selvfølgelig langt fra godt nok i partiets selvforståelse – under Schlüter havde partiet mere end det dobbelte – men da Ny Alliance slog ned i dansk politik i maj, analyserede nogle af de konservative sig frem til, at et valgresultat på otte procent var til at leve med. Alliancen havde ikke bare snuppet det populære konservative medlem af EuropaParlamentet Gitte Seeberg, men også lavere skat og et menneskeligt ansigt i udlændingepolitikken. Derfor blev valgresultatet på 10,4 procent pludselig til en sejr. Og humøret boblede endnu mere, da Venstre mistede seks mandater.

Nu står de Konservative så her.

Humøret er i top. De politiske resultater flyver som stegte duer ind i munden på dem, men smilene kan hurtigt blive en kende anstrengte: Fogh er rykket ind på de Konservatives områder, og når han øjner politisk gevinst ved at bevæge sig, så gælder det om at være vågen.

Hvem er det, der kæmper for skatten, en menneskelig udlændingepolitik, mere hjælp til de fattige i Afrika og en større indsats for klimaet? Er det V eller K? Eller måske Ny Alliance, de Radikale eller Socialdemokraterne?

Svaret er, at det er dem alle sammen i øjeblikket, og selvom de Konservative har medvind, så har de ikke styringen. Om de nogensinde får det, er et åbent spørgsmål, men vurderingen på Christiansborg er, at de ikke får det med Bendt Bendtsen.

Han må overgive sit parti til en af sine kronprinsesser før næste valg. Gør han det i tide – måske efter sit tiårs jubilæum i 2009 – vil han stå som manden, der sikrede ro i det uregerlige konservative parti, sikrede det regeringsmagt tre gange i træk og gennemførte masser af konservativ politik. Men han skal trække sig i tide, hvis ham med rette vil kunne sige:

Far har gjort det!