Fanget på video: Efter 26 år siger Pelle Dragsted undskyld til Pia Kjærsgaard
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, erkender at have råbt antiracistiske slagord efter Pia Kjærsgaard ved opsigtsvækkende hændelse i 90erne.
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, erkender at have råbt antiracistiske slagord efter Pia Kjærsgaard ved opsigtsvækkende hændelse i 90erne.
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, erkender og undskylder, at han har råbt antiracistiske slagord efter Dansk Folkepartis stifter og mangeårige formand, Pia Kjærsgaard.
Mediet har gravet en gammel video frem fra gemmerne, der viser optøjer på Nørrebro i 1998, hvor netop Pia Kjærsgaard var på besøg. Videoen er optaget umiddelbart efter, at Pia Kjærsgaard har søgt tilflugt i en bank på Nørrebro, fordi hun kort forinden er blevet overfaldet.
På videoen kan man se en stor gruppe mennesker, der råber »ingen racister i vores gader«. En af dem viser sig nu at være en ung Pelle Dragsted.
Til B.T. forklarer Dragsted, at han dengang ikke var bekendt med, at Kjærsgaard kort forinden var blevet overfaldet, men han understreger, at han i dag fortryder, at han overhovedet var til stede på Nørrebro den dag.
»Jeg deltager ikke i noget ulovligt, men i dag er jeg rigtig ked af, at jeg overhovedet var til stede og deltog i at råbe slagord og den slags ting, fordi det var en forfærdelig oplevelse for Pia Kjærsgaard,« siger Dragsted til B.T. og understreger, at han derfor også gerne vil sige undskyld til Pia Kjærsgaard.
Det er velkendt, at Enhedslistens frontfigur har en fortid i det autonome miljø i København. Dragsted var blandt andet leder af den venstreekstreme gruppe Antifascistisk Aktion, der har rod i det nu nedrevne ungdomshus på Jagtvej på Nørrebro.
Ifølge B.T. har billeder af Dragsted fra aktionen på Nørrebro i forbindelse med Pia Kjærsgaards besøg floreret på sociale medier i et års tid.
Derfor forstår Kjærsgaard heller ikke, hvorfor det først er nu, Pelle Dragsted har undskyldt hende i en sms.
»Han skrev, at jeg formentlig ville blive kontaktet af B.T., at han var en del af råbekoret i 1998, og så undskyldte han for det miljø, som han var en del af dengang. Men altså, den sms har han kun sendt, fordi I har ringet til ham,« siger hun til B.T.