Da Dansk Journalistforbund (DJ) onsdag var vært for et debatmøde, vendte vi tingene på hovedet og bad politikerne ’krydsforhøre’ eller ’spidde’ pressens repræsentanter. At dømme ud fra omtalen i medierne, og ikke mindst at dømme efter fremmødet i Danchells telt var det en god idé, der på populariserende vis satte spot på nogle af dilemmaerne i forholdet mellem medier og politikere.

Vi havde besøg af Søren Pind (V), Bertel Haarder (V), Henrik Sass-Larsen (S) og Anders Samuelsen (LA), og det blev til skarpe meldinger fra dem alle; på god demokratisk vis fik de diskuteret nogle af de problemstillinger, der er fælles mellem dem på trods af forskelle i parti-tilhørsforhold, og de havde mulighed for både at lufte egne kæpheste og for at udstille en mulig dobbeltmoral i medierne.

Men siden er det, som om dobbeltmoralen har placeret sig tungt på skuldrene af de forskellige politikere. Gennem torsdagens og fredagens nyhedsmeldinger strømmede en fælles melding fra politikere på tværs af partier, som bedst kan sammenfattes i overskriften fra politiken.dk: »Pind og Hækkerup til pressen: Nu er det fandeme nok!«

I et demokrati som det danske er det naturligvis fuldstændig op til den enkelte politiker at pålægge sig selv et tavshedsløfte af samme karakter, som det tilsyneladende er lykkedes politikere som Søren Pind og Pia Kjærsgaard at presse ned over hovedet på EU-ekspert Marlene Wind. Men at mene, at pressen bærer skylden for, at den politiske debat ikke er på det niveau, som Nick Hækkerup og Søren Pind tilsyneladende gerne ser, er en fejlfortolkning af dimensioner. Mediernes – journalisternes – opgave er at afspejle og afdække væsentlige samfundsmæssige forhold. Det er at bringe nyt om udviklingen, og til det bidrager de danske journalister på Christiansborg med flid og møje hver eneste dag. I det arbejde bliver de bistået af talevillige politikere, kommunikationsfolk og vejledere med rod i de politiske partier.

Næppe nogen, der har deres gang på Christiansborg eller i øvrigt færdes på den politiske kampplads i Danmark – den kampplads, som i den forgangne uge har ligget smukt placeret på Bornholm – kan betvivle, at lysten til at informere om politiske modstandere er ganske stor hos de politiske partier. Nogle gange også større end viljen til at forklare og argumentere for ens eget partis mere eller mindre fortræffelige forslag til reguleringer, lovændringer og visioner. Og antallet af ansatte i de forskellige partiers sekretariater overstiger ofte antallet af journalister på selv de større politiske redaktioner på Christiansborg. Det er i første række politikerne selv, der bidrager med spinnet. Den danske politiske journalistik befinder sig kvalitetsmæssigt på et meget højt niveau, og det er ikke altid politikernes skyld. Arbejdsvilkårene for de danske journalister er præget af travlhed og høje krav til output og præcision. De skriver til net, papir og mobil, de arbejder på diverse elektroniske platforme, og de gør det med stor grundighed; og i journalistik er det nu engang sådan, at historier ikke opstår ud af det blå – de kræver kilder og udtalelser, og derfor er Pinds og Hækkerups pegen fingre ad pressen både upassende og udtryk for, at d’herrer burde vende blikket indad i stedet for.

Det er nemlig absolut ikke klædeligt for det danske demokrati, at politikerne på den måde ønsker at styre og redigere pressen.