Familiedomstol mod ondt i maven

Mai Mercado (K) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget

”Kære forældre. Vi er ikke trofæer, som det gælder om at have mest. Vi er jeres børn, og vi har retten til at se både far og mor… Hvordan tror I, det føles at have dårlig samvittighed og ondt i maven, fordi man rent faktisk bare elsker og ønsker samvær med begge sine forældre.” Sådan beskrev et skilsmissebarn for nylig den konflikt, som mange børn står i, når deres forældre vælger at gå fra hinanden.

Tæt på hvert andet ægteskab ender med skilsmisse og efterlader mere end hvert tredje barn som skilsmissebarn. Heldigvis kommer de fleste familier gennem skilsmissen uden, at tingene går helt i baglås, men mange børn genkender sikkert smerten ved at skulle ”vælge” mellem mor og far. Ganske vist er de fleste forældre som udgangspunkt enige om, at det aldrig må gå ud over børnene, at de voksne forlader hinanden, men desværre ender det ofte med netop at gå ud over børnene.

Tilsyneladende har skilsmisser det med at styrke forældrenes ”ejerfornemmelse” over deres børn. Når papirerne er skrevet under, er det knap så vigtig for mor, at barnet ser far. Og omvendt. Ofte flytter kampen, bitterheden, vreden, skuffelsen, afvisningen og hvad der ellers følger med en skilsmisse over på børnene. Her kan forældrene fortsætte deres bitre stridigheder livet ud. Derfor ser man desværre ikke sjældent, at voksne børn i 40-erne stadig må holde to fødselsdage, fordi forældrene ikke kan være i stue sammen.

At børnene er de største ofre i forældrenes kamp om samværsretten har tv-programmer som ”Med børnene som våben” dokumenteret på uhyggelig vis. Faktisk ender hver syvende skilsmisse i hårdknude, viser en ny undersøgelse. Oftest med børnene som de store tabere. Cirka 800 gange om året beslutter Statsforvaltningen, at et barn ikke skal se den ene af sine forældre – typisk efter en opslidende proces. Således peger foreningen Børn og Samvær på, at mange forældre klager over behandlingen i Statsforvaltningen. Sagsbehandlingen er uacceptabel lang og uden det nødvendige fokus på børnenes tarv, lyder kritikken blandt andet. At afgørelser om bopæl og forældremyndighed tilmed træffes i et andet system – nemlig de almindelige domstole – betyder, at sagerne trækker yderligere ud til gene for børnene. Når de to systemer (statsforvaltning og fogedret) så ovenikøbet begge to har myndighed til at iværksætte børnesamtaler, så føler man hurtigt at man bliver trukket rundt i systemet som forælder.

Derfor bør der efter britisk forbillede oprettes en særlig familiedomstol, som skal sikre bedre retssikkerhed og mere effektiv behandling af familieretlige sager. Familiedomstolen skal træffe afgørelse i sager om samvær, forældremyndighed, faderskab, bopæl, børnebidrag, ægtefællebidrag, bodeling, separation og skilsmisse, hvor parterne ikke kan blive enige. Derved samles kompetencerne, så domstolens personale er erfarne og ordentligt klædt på til at behandle vanskelige familieretslige sager – hurtigt og effektivt. Konstruktionen vil betyde, at ventetiderne mindskes – og en frist på 26 uger for færdigbehandling af de vanskeligste sager sætte en vigtig tidsgrænse for sagen. Samtidig skal der lægges mere vægt på at få forældrene til at samarbejde tidligt i processen. Rådgivning tidligt i forløbet bør gå hånd i hånd med genindførelsen af en seks måneders seperationsperiode, som den nuværende regering desværre har afskaffet. Dermed mindskes risikoen for, at børnene som i det nuværende ender som gidsler i tovtrækkerier om fastsættelse af børnebidrag, bopæl og samvær.

Efter tv-udsendelserne fik jeg et hav af mails fra fortvivlede mødre og fædre, der er afskåret fra samvær med deres børn. I dag er Ankestyrelsen eneste klagemulighed – og her har man ikke engang mulighed for at møde op og fremlægge sin sag og få en afgørelse ansigt til ansigt. Det er dybt problematisk. Ved at oprette en familiedomstol kan vi forhåbentlig forbedre sagsbehandlingen markant, øge samarbejde mellem forældrene og væsentligst af alt : få færre skilsmissebørn med ondt i maven.