Faktatjek: Enhedslisten er i drømmeland

En fordobling i velstanden betyder »flere penge i kassen« til enten mere velfærd eller skattelettelser, siger Pernille Skipper. Nej, siger økonomerne.

Enhedslistens Pernille Skipper på hendes kontor på Christiansborg i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Det danske velfærdssamfund går en lys fremtid i møde, hvis man skal tro Enhedslistens Pernille Skipper:

Velstanden fordobles frem mod 2050. Det betyder »flere penge i kassen«, og dermed er der »selvfølgelig« råd til enten mere velfærd eller skattelettelser.

Sådan skriver Pernille Skipper i et blogindlæg på b.dk med afsæt i »vismændenes beregninger«.

Det lyder dejligt. Men ifølge flere top-økonomer er verden desværre ikke så god.

Professor Bo Sandemann Rasmussen fra Århus Universitet:

»Det første udsagn er korrekt: Vismændene forudser en fordobling af vores velstand frem mod 2050. Den næste sætning er mere problematisk, for netop disse beregninger går også ind og ser på holdbarheden af de offentlige finanser. Det er her, at man finder den såkaldte hængekøje-problematik om at man fra 2025 til 2070 vil have nogle strukturelle underskud over den halve procent, som EU tillader. Så selv med den vækst man forudsætter i vismandsberegningerne, kan man ikke påstå, at der er råderum i det offentlige budget.«

Jan Rose Skaksen, forskningschef hos Rockwool Fonden og tidligere overvismand, siger:

»Det er ikke sådan, at fordi du har produktivitetsstigninger, at det i sig selv giver et overskud i de offentlige kasser. For når du har vækst, vokser lønningerne i den offentlige sektor tilsvarende. Til gengæld vil flere i beskæftigelse give flere penge i kassen, der kan bruges på mere velfærd og/eller lavere skatter. Ellers må vi prioritere velstanden anderledes - for eksempel ved at øge skatterne. Men det er altså ikke sådan, at vi får en stor ekstra pose penge som følge af produktivitetsstigninger.«

Professor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, tidligere formand for Det Økonomiske Råd advarer lige som sine kolleger imod udelukkende at kigge på udviklingen i BNP, når man skal vurdere, om der er råd til skattelettelser eller mere velfærd.

»Hvis indkomsterne stiger med 1-2 procent om året, så kommer der flere kroner i kassen. Men det springende punkt er, hvad der sker med udgifterne. Det offentlige har to slags udgifter. Det ene er overførselsindkomster, det andet er lønninger til offentlige ansatte. Når væksten går op, er det fordi lønnen stiger i den private sektor. Hvis de offenlige lønninger skal følge de private, som det er sket historisk, vil den udgift stige proportionalt med lønningerne - forudsat at den offentlige sektor skal være af samme størrelse som nu.«

»Hvis ikke vi skal have mere ulighed og modtagerne af overførselsindkomsterne også skal have del i velfærdsstigningen, vil de udgifter stige lige så meget. Så det er rigtigt, at indtægterne stiger, men hvis politikerne ikke mener, at vi skal have en ændret fordelingspolitik, og vi stadig skal have samme aktivitet i den offentlige sektor, så vil de offentlige udgifter stige præcist lige så meget. Det ligner et forsøg på at slå ned i vismændenes beregninger og finde noget, der ikke er tænkt på. Men det er der selvfølgelig.«

Så der ligger ikke en skjult krukke guld og venter på Pernille Skipper?

»Nej. Desværre ikke.«

Pernille Skipper er ikke bekymret for holdbarheden af de offentlige finanser som det ser ud nu og understreger, at Danmark sammen med de andre skandinaviske lande har »omtrent den mest holdbare finanspolitik i hele verden«. Samtidig henviser hun til, at problemet med »hængekøjen« ifølge vismændene selv er et beregningsproblem, »fordi EU ikke tager højde for det enorme udskudte skatteaktiv, der ligger i danskernes pensionsformue«.

»Jeg ser ærligt talt ikke den store uenighed mellem mit udsagn og økonomerne. Min pointe er netop, at man godt kan øge skatten en smule, fordi velstanden vil stige, og de disponible indkomster også vil stige. Det vil give råd til mere velfærd. Men det er et politisk valg. Det grundlæggende i mit udsagn er, at en vækst på en til to pct. om året vil betyde en markant velstandsstigning i 2050. Min pointe er ikke, at vi går ind i en fremtid, hvor det vil flyde med mælk og honning, men derimod at vi selv har indflydelse på, hvordan udviklingen skal formes. Et grundlæggende valg, som vi skal træffe frem mod 2050, handler om fordelingen. Hvor meget skal gå til privat forbrug, og hvor meget skal vi bruge på vores fælles velfærd? Det handler om skatterne, som Jan Rose Skaksen er inde på, og det er ikke naturgivent, at forholdet skal være, som det er i dag. Specielt ikke, hvis velstanden er steget kraftigt som følge af vækst i BNP, for så er det en langt større kage, der skal fordeles.«

Opdateret med et ændret oplæg samt længere citat fra Pernille Skipper