En traditionsrig uge i dansk politik venter, når Folketinget åbner tirsdag med royalt besøg.

Ritzau giver her et overblik over nogle af de vigtigste elementer:

* Ifølge Grundloven skal Folketinget hvert år åbne den første tirsdag i oktober. Det markerer begyndelsen på et nyt folketingsår.

* Åbningen markeres med en åbningstale fra statsministeren, som gør rede for rigets tilstand. Det er ottende gang, at statsminister Mette Frederiksen (S) holder åbningstalen.

* Åbningen begynder med en gudstjeneste klokken 10 i Christiansborg Slotskirke for primært medlemmerne af Folketinget, ministre og inviterede gæster. Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen fra Aalborg Stift prædiker.

* Klokken 12 begynder mødet i Folketingssalen. Mødet ledes af det længst siddende folketingsmedlem, som i år for første gang er Lars Løkke Rasmussen (M). Han har siddet i Folketinget siden 1994.

* Statsministeren holder derefter sin åbningstale for Folketinget og medlemmer af kongehuset. I år deltager kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Benedikte fra kongehuset.

* Repræsentanter for kongehuset har overværet Folketingets åbning hvert år siden 1966. Kong Frederik har deltaget, siden han fyldte 18 år i 1986.

* Åbningstalen kaldes også for den mundtlige redegørelse, og den efterfølges af en skriftlig fremlæggelse af regeringens lovforslag. Talen tager nogle gange udgangspunkt i det lovkatalog, som regeringen også lægger frem på åbningsdagen.

* Lovkataloget fortæller, hvilke lovforslag regeringen agter at fremsætte i det kommende folketingsår. Lovprogrammet, som sidste år fyldte 61 sider, bliver typisk lagt ud på Statsministeriets hjemmeside under åbningen.

* Åbningstalen bliver ikke debatteret på åbningsdagen. Den er til debat om torsdagen i åbningsugen. Dette er en af årets store debatter. Folketingsmedlemmerne tager her en lang diskussion om aktuelle politiske sager og får markeret deres mærkesager.

* Efter åbningstalen tirsdag vil partilederne fra de øvrige partier dog kommentere statsministerens åbningstale over for medierne i Vandrehallen, der ligger lige uden for Folketingssalen på Christiansborg.

* Inden åbningstalen er der valgt en formand og fire næstformænd i Folketinget. De udgør tilsammen Folketingets ledelse, Præsidiet.

* Præsidiemedlemmerne, som sædvanligvis kommer fra de fem største partier, udpeges af de fire største folketingsgrupper, der ikke har besat formandsposten.

* I år er Henrik Frandsen fra Folketingets sjettestørste parti, Moderaterne, imidlertid blevet indstillet til at afløse Søren Gade (V) som Folketingets formand.

* Det betyder, at Liberal Alliance ikke får plads i Præsidiet, selv om partiet er femtestørst i Folketinget.

* Næstformandsposterne bliver besat af Socialdemokratiet, SF, Venstre og Dansk Folkeparti.

* Mødet i Folketingssalen afsluttes med en ret ny tradition, hvor nationalsangen "Der er et yndigt land" synges. I år er det Københavns Drengekor Det Kongelige Kantori, der synger for.

Kilde: Folketinget, Ritzau.

RITZAU