Ved hvert valg er der en del stemmer, som bliver erklæret ugyldige, fordi stemmesedlen ikke er udfyldt korrekt.
Her kan du blive klogere på, hvilke regler der gør sig gældende, for at din stemmeseddel tæller med til folketingsvalget tirsdag 24. marts:
* Når du møder op på valgstedet, skal du aflevere dit valgkort og oplyse din fødselsdato.
* Har du glemt dit valgkort, kan du alligevel stemme, hvis du har husket legitimation. Det kan for eksempel være dit sundhedskort, pas eller kørekort.
* Du må kun sætte ét kryds på stemmesedlen. Det skal sættes til venstre i afkrydsningsrubrikken for den kandidat eller det parti, du vil stemme på.
* Et kryds skrives således "X". Eller som et plus "+".
* Det fremgår af valgloven, at man skal sætte et kryds, men kommer du til at sætte eksempelvis en stjerne (*) i stedet, så bliver din stemme ikke nødvendigvis erklæret ugyldig. For reglerne for, hvordan stemmesedler bedømmes til valg, blev ændret i januar 2024.
* Det betyder, at det ikke længere kun er bogstavet X - altså et kryds - der godtages på en stemmeseddel, selv om det stadig er, hvad myndighederne opfordrer dig til at sætte for at gøre stemmeoptællingen så gnidningsfri som muligt.
* Et kryds på en stemmeseddel kan også være et helt udfyldt eller skraveret afkrydsningsrubrik, en cirkel om afkrydsningsrubrikken eller et tjektegn/flueben.
* Der må fortsat ikke skrives et bogstav eller tegnes på stemmesedlen. I så fald vil stemmen være ugyldig.
* I Danmark er der stemmehemmelighed. Det betyder, at der ikke må være særpræg på din stemmeseddel, som kan gøre den genkendelig.
* For eksempel må du ikke sætte dit kryds med en glimmertusch. Det kan gøre stemmen ugyldig.
* Man kan enten benytte det skriveredskab, der i forvejen ligger i stemmeboksen, eller medbringe sit eget. I så fald skal det være et ganske normalt skriveredskab som en kuglepen eller en blyant.
* Hvis du laver en fejl på stemmesedlen eller kommer til at ødelægge den, kan du få udleveret en ny af en valgstyrer eller tilforordnet. Det gælder kun, hvis du ikke har lagt stemmesedlen i stemmekassen.
* Når du har sat krydset på din stemmeseddel, skal du folde den sammen, så dit kryds ikke kan ses. Herefter skal stemmesedlen lægges i stemmekassen.
* Hvis du ønsker at stemme blankt, skal du blot putte stemmesedlen i stemmekassen uden at udfylde den.
* Det vil betyde, at stemmesedlen bliver ugyldig, men den tæller stadig med i den samlede valgdeltagelse.
* Ved folketingsvalget i 2022 var 58.871 stemmer ugyldige. Heraf var 46.272 blanke.
Kilder: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
/ritzau/