58.871.

Så mange vælgere afleverede en ugyldig stemme ved folketingsvalget i 2022.

Det svarer i grove træk til lige knap indbyggertallet i Vejle, hvor der bor lidt over 60.000 mennesker.

Det regnes også for en ugyldig stemme, hvis man afleverer en blank stemmeseddel.

Dem var der 46.272 af ved seneste valg, mens der var 12.599 andre ugyldige stemmesedler. I alt var 1,64 procent af de afgivne stemmer ugyldige.

Ugyldige og blanke stemmesedler tæller med i det samlede antal afgivne stemmer og får dermed indflydelse på, hvor stor valgdeltagelsen bliver.

Blanke stemmer skal altså ikke forveksles med ikke at stemme.

I modsætning til de borgere, der populært kaldes for sofavælgere, og som ikke benytter sig af deres ret til at møde op og stemme, bruger nogle borgere en blank stemme til at signalere, at de går ind for demokratiet.

Hvis du ikke ønsker at stemme på nogen af de kandidater eller partier, der er opstillet til valget, kan du putte en tom stemmeseddel i stemmeboksen. Det kaldes at stemme blankt. Formelt set er stemmesedlen ugyldig.

Andre er måske ikke klar over, at der ikke skal så meget til, før en stemmeseddel er ugyldig.

Det er tilfældet, hvis:

* Stemmen på stemmesedlen ikke er afmærket med et kryds. 1595 vælgere satte i 2022 et andet mærke end et kryds, da de stod i stemmeboksen.

* Det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilket af partierne eller hvilken kandidat du ville give din stemme.

* Det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet.

* Stemmesedlen har et særpræg. 1993 vælgere stemte i 2022 ugyldigt, fordi de havde tegnet, skrevet eller påklæbet noget på stemmesedlen.

* Stemmesedlen er blank.

Det er altså ikke tilladt at tegne på stemmesedlen, og man må heller ikke skrive navnet på den, man vil stemme på.

Man må kun sætte ét kryds, altså "X", ifølge valgloven.

Men reglerne er blevet mere lempelige siden 2024, i forhold til hvordan stemmesedler bedømmes til valg.

Det fremgår af valgloven, at man skal sætte et kryds, men kommer du til at sætte eksempelvis et plus (+) eller en stjerne (*) i stedet, så bliver din stemme ikke nødvendigvis erklæret ugyldig.

Det betyder altså, at det ikke længere kun er bogstavet X - altså et kryds - der godtages på en stemmeseddel, selv om det stadig er, hvad myndighederne opfordrer dig til at sætte for at gøre stemmeoptællingen så gnidningsfri som muligt.

Et kryds på en stemmeseddel kan også være et helt udfyldt eller skraveret afkrydsningsrubrik, en cirkel om afkrydsningsrubrikken eller et tjektegn/flueben.

Der må fortsat ikke skrives et bogstav eller tegnes på stemmesedlen. I så fald vil stemmen være ugyldig.

Hvis du skriver forkert eller er kommet til at rive stemmesedlen i stykker, kan du få udleveret en ny stemmeseddel ved at henvende dig til en valgtilforordnet uden for stemmeboksen.

Stemmesedlen kan dog ikke byttes, hvis du først har lagt den i stemmekassen.

Kilde: Danmarks Statistik, Folketingets hjemmeside og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

/ritzau/