Regeringen vil lette personskatter for i alt 6,75 milliarder kroner i det skatteudspil, som snart præsenteres, og det er 1,75 milliarder kroner mere end det, der står i regeringsgrundlaget.

Det erfarer Børsen.

Her er et overblik:

* Det almindelige beskæftigelsesfradrag skal hæves fra 10,65 procent til 12,75 procent. Det maksimale beskæftigelsesfradrag hæves til 54.200 kroner.

* Prisen for disse to elementer er 4,8 milliarder kroner i 2030.

* Det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere hæves fra 6,25 procent til 11,5 procent. Det maksimale ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere hæves til 44.900 kroner.

* Prisen for disse to elementer er 0,3 milliarder kroner i 2030.

* Regeringen vil indføre en ny mellemskat på 7,5 procent i indkomstintervallet fra 618.400 kroner til 750.000 kroner om året før AM-bidrag. Hvis man tjener over 750.000 kroner om året før AM-bidrag, betales topskat på 15 procent. Regeringen vil desuden indføre en toptopskat på 5 procent for årslønninger over 2,5 millioner kroner før AM-bidrag.

* Prisen for disse tre elementer er 1,1 milliard kroner i 2030.

* Regeringen vil afsætte 0,5 milliarder kroner til uspecificerede "socialt afbalancerede skattelettelser".

* Prisen for dette er 0,5 milliarder kroner i 2030.

* De samlede skattelettelser: 6,75 milliarder kroner i 2030.

Kilde: Børsen.

/ritzau/