D'Hondts metode er siden 1909 blevet brugt til at afgøre, hvem der skal sidde i kommunalbestyrelsen, når stemmetallet foreligger.
Navnet kommer fra den belgiske jurist Victor d'Hondt, der beskrev metoden i 1878.
Metoden går ud på, at man tager de enkelte partier eller valgforbunds stemmer og deler med henholdsvis 1, 2, 3 og så videre og får dermed forskellige kvotienter.
Det første mandat går til den højeste kvotient, det næste til den næsthøjeste, og sådan fortsætter man, indtil alle mandaterne er fordelt.
Hvis der er indgået valgforbund, fordeler man bagefter forbundenes mandater ud på de deltagende partier på samme måde.
Metoden favoriserer de største partier en smule.
Det kom til udtryk ved folketingsvalget i 2022, hvor de blå partier og Moderaterne fik omkring 68.000 flere stemmer end de røde partier. Men der var alligevel et rødt flertal på 90 mandater, fordi valgets klart største parti, Socialdemokratiet, fik et ekstra mandat.
Kombinationen af muligheden for at indgå valgforbund og brugen af D'Hondts metode medførte også ved det seneste kommunalvalg i 2021, at partier fik absolut flertal i kommunalbestyrelserne i Lemvig, Høje Taastrup, Lyngby-Taarbæk, Morsø og Halsnæs kommuner, selv om de ikke opnåede 50 procent af stemmerne.
D'Hondts principper for mandatfordeling bruges i mange lande over hele verden.
I Norge og Sverige bruger man dog varianter af Sainte-Laguës metode, hvor man kun benytter de ulige divisorer: 1, 3, 5 og så videre.
Et andet alternativ til d'Hondts metode er største brøks metode. Her dividerer man det samlede antal stemmer med antallet af mandater for at finde prisen på et mandat.
Så dividerer man hvert enkelt partis stemmetal med mandatprisen og runder ned.
De resterende mandater fordeles således, at partiets med den største restbrøk får det første, den næststørste får det næste og så fremdeles, indtil alle mandater er talt op.
Kilder: Lex.dk, retsinformation.dk, Den Store Danske, Folketinget, professor Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet./ritzau/