FAKTA: Kontrol med dyrevelfærd halter og får akutplan
En for dårlig kontrol med dyrevelfærden får regeringen til at lave en akutplan med blandt andet mere kontrol.

En for dårlig kontrol med dyrevelfærden får regeringen til at lave en akutplan med blandt andet mere kontrol.

Regeringen har tirsdag præsenteret en akutplan, der skal sikre bedre dyrevelfærd i de danske grisestalde.
Baggrunden er ganske alvorlig, eftersom Rigsrevisionen i en beretning fra april i år beskrev, at det står meget grelt til i grisestaldene. Kontrollen med dyrevelfærden har været mangelfuld og har manglet ressourcer.
Da justitsminister Nicolai Wammen (S) bestilte et såkaldt kasseeftersyn, efter at han overtog ressortansvaret for dyrevelfærdskontrollen, viste det sig, at der i 2025 og frem til midten af i år udestår 1500 opfølgende kontroller, som ikke er blevet gennemført som planlagt.
Her kommer hovedpunkter fra akutplanen:
* Kontrollen skal styrkes:
Fra begyndelsen af næste år bliver der etableret en ny og selvstændig styrelse under Justitsministeriet, som skal varetage den nationale dyrevelfærdskontrol.
Den får tilført flere ressourcer, end der bliver afsat nu.
Der bliver indført et forøget kontroltryk for grise-, kvæg- og fjerkræbesætninger fra 20 procent til 30 procent. Et kontroltryk handler om, hvor stor en andel af de danske besætninger der som udgangspunkt kan forvente at få et kontrolbesøg per år.
Målet på 20 procent bliver ikke indfriet i år.
* Flere medarbejdere:
Der skal fremover være to tilsynsførende i stedet for én som i dag, og som udgangspunkt skal der som minimum altid være én dyrlæge til stede ved kontroller.
Det betyder, at der skal rekrutteres mere end 100 ekstra medarbejdere, hvilket er mere end en fordobling i forhold til antallet af medarbejdere i dag.
* Hårdere straffe:
Regeringen vil fremsætte et lovforslag, der kommer til at lægge op til "markante strafskærpelser på dyrevelfærdsområdet".
Lovforslaget vil blive fremsat med baggrund i en anbefaling fra en tværministeriel arbejdsgruppe, som bliver nedsat af de partier, som er en del af dyrevelfærdsaftalen "Sammen om dyrene".
Blandt andet bliver der som udgangspunkt tale om en fordobling af strafferammen i sager, hvor der bliver idømt frihedsstraf. I de mest alvorlige sager stiger strafferammen fra to til seks års fængsel.
* Dyrevelfærd koster penge:
Planen koster forventet 120 millioner kroner årligt fra næste år, og fra 2029 og frem vil den koste cirka 160 millioner kroner årligt. Størstedelen af udgifterne bliver gebyrfinansieret af de enkelte ejere af dyrebesætningerne.
Kilde: Justitsministeriet.
RITZAU