Opdateret

FAKTA: Jordbaseret luftforsvar kan flyttes rundt

Luftforsvar kan opdage trusler på lang afstand, og det monteres typisk på lastbiler.

Danmarks nye langtrækkende jordbaserede luftforsvar skal være SAMP/T-systemet, som er lavet i et fransk og italiensk samarbejde. (Arkivfoto). Foto: Benoit Tessier/Reuters

Fredag morgen præsenterede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) en historisk stor investering i luftforsvar.

Forsvaret har fået grønt lys af forsvarsforligskredsen, der sammen med regeringen består af K, SF, DD, LA, R og DF til at anskaffe otte mellem- eller langtrækkende, jordbaserede luftforsvarssystemer for mere end 50 milliarder kroner.

Læs mere om, hvad Danmark har købt her:

* Der anskaffes i alt otte systemer, der hver har et antal enheder, som hver selvstændigt kan affyre et styret missil af mod et identificeret luftmål.

* Et kort- og mellemrækkende system kan gribe ind over for trusler på afstande mellem fem og 50 kilometer.

* De systemer kan typisk ikke ramme ballistiske missiler.

* Det kan et langtrækkende luftforsvarssystem typisk. De langtrækkende systemer kan sætte ind over for trusler, som er længere end 50 kilometer væk.

* Konkret er det besluttet, at Danmarks langtrækkende jordbaserede luftforsvar skal være det fransk-italienske SAMP/T.

* Systemet ligner lidt en lastbil, og det kan ifølge producenten Eurosam bruges i civilt luftrum i samarbejde med egne militære fly.

* Et enkelt batteri har op imod 48 missiler, en radar med flere funktioner og op til seks affyringsramper, som kan bære otte missiler hver.

* Systemet er desuden i stand til at overvåge 360 grader. Det kan se mål på 350 kilometers afstand og skyde eventuelle trusler ned på 150 kilometers afstand.

* Eurosam skriver, at systemet er nemt at sætte ind, og at det kun kræver begrænset mandskab.

* Når det kommer til de mellemrækkende systemer vil Danmark vælge imellem et eller flere systemer fra det norsk producerede NASAMS, det tyske IRIS-T, og det franske VL MICA.

* IRIS-T systemet findes både som luft-til-luft-missil, men det findes også som jordbaseret luftforsvar.

* VL MICA sidder ligesom SAMP/T på lastbiler. Her sidder radaren, kommandocentralen og affyringsramperne på hver deres køretøj.

* NASAMS-systemet er også et mobilt system, der kan rykkes rundt, og som består af forskellige moduler.

* Det første jordbaserede luftforsvarssystem forventes taget i operativ anvendelse allerede i 2025 og antallet af systemer øges gradvist herefter.

Kilder: Forsvarsministeriet, Forsvaret, Eurosam, Kongsberggruppen, MBDA systems og Saab.

/ritzau/