Folketingsvalgkampen byder på et væld af både eksterne og interne personopgør om både personlige stemmer og pladserne i Folketinget.

Mens nogle af de mere celebre af slagsen blandt andre er Inger Støjberg mod Mette Frederiksen i Nordjyllands Storkreds og Morten Messerschmidt mod Lars Løkke Rasmussen i Sjællands Storkreds, foregår der også dueller andre steder i landet, som i første omgang vil blive mødt af lidt mindre opmærksomhed.

Ritzau ser her på nogle af disse, assisteret af Altingets geografiske valgprognose.

* Københavns Omegns Storkreds:

Rasmus Jarlov genopstiller ikke for De Konservative, og den tidligere formand for Kristendemokraterne Isabella Arendt kan komme til at konkurrere mod den tidligere KU-landsformand Christian Vigilius om det mandat, som partiet ventes at beholde.

Alternativet håber, at opstillingen af forfatter og debattør Signe Wenneberg som spidskandidat kan udløse et mandat.

Venstre står til at beholde det mandat, som Karen Ellemann skaffede i 2022, inden hun kort tid efter smuttede fra Folketinget. Det kan måske blive et opgør mellem folketingsmedlem Kim Valentin og Marie Brixtofte.

* Nordsjællands Storkreds:

Hvis Venstre som forventet går tilbage og mister et af sine to mandater her, vil det efter al sandsynlighed gå til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. Det kan betyde et farvel til Folketinget for Venstre-gruppeformand Hans Andersen, som ved valget i 2022 fik langt færre personlige stemmer end Løhde.

Socialdemokratiet står til at tabe et af sine fire mandater. Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund samt folketingsmedlemmerne Fie Hækkerup, Mathilde Powers og Henrik Møller skal konkurrere internt.

SF håber, at Jacob Marks genkomst i dansk politik kan sikre partiet mere end det ene mandat, som SF fik her ved valget i 2022. Han stillede ved sidste valg op i Sjællands Storkreds og fik femteflest personlige stemmer af alle politikere.

* Bornholms Storkreds:

Her plejer Socialdemokratiet og Venstre at snuppe et mandat hver, og Lea Wermelin (S) kan nok sove ret roligt om natten i forhold til genvalg på det mandat, hun har haft siden 2015.

Peter Juel-Jensen (V) har været folketingsmedlem siden 2007, og i Altingets seneste prognose beholder Venstre også mandatet.

* Vestjyllands Storkreds:

De Konservative står til en tilbagegang fra to til et mandat. Tidligere formand for Kristendemokraterne Marianne Karlsmose er skiftet til partiet, og hun skal duellere mod de to siddende folketingsmedlemmer, Lise Bertelsen og Dina Andersen-Raabjerg.

Den tidligere mangeårige Venstre-borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm, udfordrer partifællerne Søren Gade og Thomas Danielsen om en plads i Folketinget. Søren Gade formodes at være et sikkert kort, men hvis Venstre går tilbage fra tre til to mandater, bliver der ikke plads til både Flyvholm og transportminister Danielsen.

* Sydjyllands Storkreds:

I Sydjylland skal Lotte Rod forsøge at holde fast i det enlige mandat, som De Radikale akkurat beholdt ved valget i 2022. Det kan blive svært ifølge Altingets prognose.

Hos Liberal Alliance er det ikke sikkert, at der bliver plads til både Steffen Larsen, der er kommet til fra Københavns Omegns Storkreds, Helena Artmann Andreasen og Carl Andersen, der lige nu alle sidder i Folketinget. Partiet står til at beholde sine to mandater fra valget i 2022.

Kilder: Ritzau, Altinget.

/ritzau/