Et flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget en aftale om, hvordan affald skal sorteres og håndteres i fremtiden.

Her er nogle af hovedpunkterne i aftalen:

Affaldssortering:

  • Affald skal sorteres i ti typer - både i husholdningerne og på arbejdspladser.

  • Det skal gøres på en måde, så et typisk parcelhus maksimalt må have to til fire spande med flere rum, så der er forskellige pladser til de ti typer.

  • Der skal ikke længere være forskel mellem kommunerne.

Affaldsforbrænding:

  • Kapaciteten til at forbrænde affald i Danmark skal nedbringes. Der fastsættes et loft, som skal passe til den reelle mængde affald i Danmark uden import.

  • Der er i dag 23 anlæg, der brænder affald af. De kan brænde 3,8 millioner ton affald af om året. Men så meget affald er der slet ikke i Danmark. Der cirka 700.000 ton mindre.

  • Derfor importeres der i dag affald til Danmark, som anlæggene kan brænde af.

  • Partierne på Christiansborg er blevet enige om, at Kommunernes Landsforening skal nedbringe kapaciteten, så den passer til de danske affaldsmængder.

  • Hvis ikke kommunerne løser den opgave træder en række sanktioner i kraft. Herunder en udbudsbaseret model, hvor kapaciteten nedbringes gennem konkurrence.

  • Hele formålet med at sortere affald er, at det skal føre til øget genanvendelse, og dermed mindre afbrænding af affald. Der nævnes i aftalen også muligheden for afgifter.

Kilder: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og DR.

/ritzau/