Opdateret

FAKTA: Folketingets åbningsdebat kan vare til efter midnat

Der er udsigt til en lang torsdag i Folketingssalen for folketingsmedlemmerne, når åbningsdebatten afholdes.

SF-formand Pia Olsen Dyhr og statsminister Mette Frederiksen (S) ses her under åbningsdebatten sidste år. Tirsdag holdt Mette Frederiksen for sjette gang åbningstale som statsminister, og talen er udgangspunkt for debatten torsdag. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tirsdag åbnede statsminister Mette Frederiksen (S) Folketinget med sin åbningstale, som det er traditionen på den første tirsdag i oktober.

Her talte hun blandt andet om en uddannelsesreform, en beskæftigelsesreform og en værdighedsreform for landets udsatte. Centralt for SVM-regeringen står også en sundhedsreform, som skal gennemføres til februar.

Nu har folketingspolitikerne haft to dage til at tænke over åbningstalen, som torsdag skal debatteres i Folketingssalen. Åbningsdebatten i Folketinget er kendt for at være lang, og den har flere gange varet i omkring 15 timer eller mere.

Sådan foregår åbningsdebatten:

* Åbningsdebatten tager afsæt i statsministerens åbningstale. Derfor handler diskussionerne som udgangspunkt om regeringens planer for det kommende folketingsår samt rigets almindelige tilstand.

* Debatten begynder klokken 9.00, hvor partiernes politiske ordførere får ordet i rækkefølge efter størrelsen på folketingsgrupperne. Én efter én holder de deres ordførertale i ti minutter.

* Efter hver ordførertale kan folketingsmedlemmerne stille spørgsmål til den aktuelle ordfører på talerstolen. Kommentarerne skal være afviklet inden for tre kvarter.

* Når alle partiernes ordførertaler er afsluttet, har statsministeren ordet i en halv time. Herefter kan alle medlemmer igen komme med korte bemærkninger. Kommentarerne skal være afviklet inden for en time.

* Hvis ordførerne ønsker det, går åbningsdebatten videre til anden runde. Her har hver ordfører fem minutters taletid i et nyt indlæg. Bagefter er der igen adgang til korte bemærkninger fra op til tre folketingsmedlemmer.

* Folketingsmedlemmer, det kan være løsgængere, kan også komme med et privatistindlæg på op til fem minutter. Bagefter kan op til tre medlemmer komme med korte bemærkninger.

* Anden ordførerrunde sluttes også af med et indlæg fra statsministeren, der har taletid i et kvarter. Her kan ordførere igen komme med korte bemærkninger. Kommentarerne skal være afviklet inden for en halv time.

* Åbningsdebatten bliver afbrudt af en frokostpause og en middagspause, der hver varer en time fra henholdsvis klokken 12 og klokken 18.

* Sidste år varede åbningsdebatten i knap 17 timer og sluttede cirka klokken 1.45 natten til fredag.

Kilde: Folketinget.

/ritzau/