Reglerne for, hvordan stemmesedler bedømmes til kommunal-, regional- og europaparlamentsvalg, blev ændret i januar 2024.

Det betyder, at det ikke længere kun er bogstavet X - altså et kryds - der godtages på en stemmeseddel.

Få her et overblik over reglerne:

* Et kryds på en stemmeseddel kan også være tegnet for plus (+), en stjerne (*), et helt udfyldt eller skraveret afkrydsningsrubrik, en cirkel om afkrydsningsrubrikken eller et tjektegn/flueben.

* Der må fortsat ikke skrives et bogstav eller tegnes på stemmesedlen. I så fald vil stemmen være ugyldig.

* Ens stemme må heller ikke kunne genkendes ved optælling. Derfor må ens stemmeseddel ikke få et særpræg.

* Et særpræg kan være en særlig genkendelig pen som en glimmertusch, der medbringes hjemmefra. Man må dog gerne tage sin egen blyant eller kuglepen med.

* Et særpræg kan også være, at man hiver et stykke af sin stemmeseddel.

* Skriver man forkert på sin stemmeseddel, kan man få en ny stemmeseddel uden for stemmeboksen.

Kilder: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

/ritzau/