Siden folketingsvalget i marts for omkring syv måneder siden har flere politikere taget afsked med det parti, de blev stemt ind for.

I en valgperiode er der ofte politikere, som enten skifter parti, bliver løsgængere eller forlader Folketinget helt.

Indtil videre er fem politikere enten blevet ekskluderet fra eller har forladt deres respektive partier og er siden fortsat som løsgængere i Folketinget.

Få et overblik over de fem løsgængere her:

* 28. marts: Jacob Harris blev ekskluderet af Borgernes Parti. Ifølge partiet havde Harris "ikke givet sandfærdige oplysninger til partiet og tilmed gentagne gange handlet i modstrid med partiets værdier".

* 28. marts: Cecilie Liv Hansen blev ekskluderet af Liberal Alliance, efter hendes kæreste havde solgt euforiserende stoffer. Den nu ekskluderede politiker løj om det, lød det fra partiet.

* 4. april: Emilie Schytte trak sig fra Borgernes Parti. Hun rettede i den forbindelse en hård kritik af partistifter Lars Boje Mathiesen og skrev i et opslag på Facebook, at "det, der blev præsenteret som gennemsigtighed, ærlighed og et opgør med magtcentrering, viser sig i praksis at være et pyramidespil af hykleri og magtfuldkommenhed".

* 3. maj: Nadja Natalie Isaksen trak sig fra Borgernes Parti. Hun rettede kritik mod partiet og partiets manglende politiske forudsætninger. Hun skrev dengang på Facebook, at "Borgernes Parti er desværre ikke blevet det, mange af os håbede på og kæmpede for. De nødvendige forudsætninger for at kunne arbejde med politik er ikke længere til stede. Fokus er i for høj grad flyttet væk fra det, det hele burde handle om. Politik.".

* 27. oktober: Preben Bang Henriksen ekskluderes af Venstre. Ifølge partiets formand, Troels Lund Poulsen, er det illoyalitet, der er grunden til, at folketingsmedlemmet smides ud. Forinden ekskluderingen meddelte Preben Bang Henriksen, at han ikke ville love at følge partilinjen.

Kort før Preben Bang Henriksen blev ekskluderet, valgte Søren Gade (V) at forlade Folketinget. Den 18. oktober skrev han i et opslag på Facebook, at han ikke længere kan se sig selv i Venstres politik.

Søren Gade var det første folketingsmedlem fra Venstre, der offentligt ytrede sin modstand mod gødskningsloven, der handler om reguleringer af landbrugets kvælstofudledninger. Senere fulgte fire andre Venstre-folketingsmedlemmer trop.

Erik Flyvholm har siden overtaget Gades mandat i Folketinget.

RITZAU