FAKTA: Fast bopæl i Danmark er et krav for at blive valgt til Folketinget
I CPR-loven er en bopæl det sted, hvor en person regelmæssigt sover, på nær ved ferie, sygdom eller lignende.
I CPR-loven er en bopæl det sted, hvor en person regelmæssigt sover, på nær ved ferie, sygdom eller lignende.
For at være valgbar til Folketinget skal man ifølge Grundloven have fast bopæl i Danmark.
Men hvad skal der til, før man har fast bopæl i landet?
Spørgsmålet er blevet relevant, efter at flere eksperter over for Information mandag satte spørgsmålstegn ved, om det nyvalgte folketingsmedlem Emilie Schytte reelt bor i Danmark.
Herunder kan du blive klogere på, hvad loven siger:
* For at være valgbar til Folketinget skal man have "fast bopæl i riget". Det står i Grundlovens paragraf 29 og 30.
* Grundloven siger ikke noget om, hvornår eller hvor længe man skal have boet i Danmark for at stille op til Folketinget.
* Indenrigsministeriet har oplyst til Ekstra Bladet, at man ved dette folketingsvalg skulle have fast bopæl i Danmark senest 13. marts - 11 dage før valget - for at være opstillingsberettiget.
* I Danmark skal man registrere sin adresse i CPR-registeret.
* CPR-loven har blandt andet til formål at sikre, at alle borgere bliver registreret der, hvor de faktisk bor eller opholder sig.
* Ifølge CPR-loven skal en bopæl forstås som det sted, hvor en person regelmæssigt sover, hvis man ikke midlertidigt opholder sig andre steder som følge af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende.
* Det er kommunalbestyrelsen, som afgør, om en anmeldt flytning opfylder betingelserne.
* Kommunalbestyrelsen må ikke registrere en person på en adresse, hvis der er tvivl om, hvorvidt vedkommende bor eller opholder sig der. I det tilfælde skal den først undersøge sagen.
Kilder: Retsinformation, Folketinget
/ritzau/