Opdateret

FAKTA: Det ved vi om nye angrebsvåben - og det ved vi ikke

Danmark skal have "langtrækkende præcisionsvåben", men hvem, hvad, hvornår og hvor dyrt er endnu uklart.

Fra venstre ses forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på et pressemøde onsdag, hvor de har annonceret, at Danmark skal investere et ukendt beløb i et ukendt antal langtrækkende præcisionsvåben. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Det danske forsvar skal have våben, som skal kunne ramme mål på stor afstand.

Det har regeringstoppen sagt på et pressemøde onsdag. Med på pressemødet var statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Ministrene kalder det et paradigmeskift i dansk forsvarspolitik, men der er meget, vi endnu ikke ved om de nye angrebsvåben. Få overblikket her:

Det ved vi:

* Regeringen har truffet en såkaldt "principbeslutning" om at opbygge militær kapacitet i form af langtrækkende præcisionsvåben.

* Formålet er med forsvarsminister Troels Lund Poulsens ord "en investering i afskrækkelse". Også udenrigsministeren og statsministeren sagde, at det handler om at købe våben, som aldrig skal bruges, og at Danmark ikke skal i krig.

* Missiler og droner nævnes som eksempler.

* Der er ifølge statsministeren tale om et paradigmeskift i dansk forsvarspolitik.

* Med de våben vil forsvaret kunne ramme mål på stor afstand og nedkæmpe fjendtlige missiltrusler. Det vil blive muligt for eksempel at neutralisere missilaffyringsramper og infrastruktur til fly og droner.

* Udmeldingen kommer på baggrund af en klar militærfaglig anbefaling fra forsvarschef Michael Hyldgaard.

* Mette Frederiksen sagde også, at der ikke er en konkret militær trussel mod Danmark, men "vores sikkerhed afhænger af evnen til at forsvare os, og om vi har viljen til det".

Det ved vi endnu ikke:

* Regeringstoppen kan ikke sætte tal på, hvor mange penge der skal bruges.

Ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen vil investeringerne ske som følge af klare anbefalinger fra forsvarschef Michael Hyldgaard.

Det vil ikke umiddelbart være nødvendigt at finde ny finansiering til de langtrækkende våben.

Troels Lund Poulsen vurderer, at det vil være muligt "inden for den eksisterende forsvarsramme med den økonomi, vi har tilvejebragt".

* Tidshorisonten for anskaffelse af våbnene kendes ikke endnu. Håbet er inden for "kort tid" at se på, hvilke systemer der skal købes, sagde forsvarsministeren.

* Det vides heller ikke, hvilken producent der skal levere våbnene. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse går nu i gang med at undersøge markedet for, hvilke våben der passer bedst til Danmarks behov.

Kilder: Forsvarsministeriet, regeringstoppens pressemøde 17. september.

/ritzau/