Sent fredag meddelte den amerikanske præsident, Donald Trump, at Danmark, Grønland og USA efter flere måneders forhandlinger var blevet enige om en aftale om Grønland.

Aftalen skal ifølge Statsministeriet underskrives i den kommende uge. Det ventes at ske i forbindelse med FN's generalforsamling.

Se, hvad de tre parter har sagt om aftalen her:

USA:

* USA's præsident, Donald Trump, sagde sent fredag aften, at der var indgået en aftale om Grønland.

* Den indebærer ifølge præsidenten, at USA får permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland.

* USA vil med det samme begynde at opbygge sin militære tilstedeværelse i Grønland, og det vil man samarbejde om med det grønlandske folk.

* Ifølge præsidenten kan ingen af USA's modstandere få baser, militær tilstedeværelse eller foretage investeringer i Grønland uden USA's godkendelse.

* En embedsmand har uddybet over for nyhedsbureauet AFP, at aftalen garanterer, at der ikke kommer kinesiske eller russiske militærbaser i Grønland.

Grønland:

* Ifølge den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, er aftalen med til at sikre og styrke sikkerheden for Grønland, Danmark og USA.

* Aftalen anerkender ifølge Jens-Frederik Nielsen Grønlands interesser og plads i det internationale samarbejde.

* Fra Grønlands side er man indtil videre ikke kommet nærmere ind på aftalens indhold.

Danmark:

* Aftalen vil styrke sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område ifølge Statsministeriet.

* Aftalen anerkender ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) Kongeriget Danmarks suverænitet og territoriale integritet og det grønlandske folks ret til selvbestemmelse.

* Fra dansk side er man ikke kommet nærmere ind på aftalens indhold.

Kilder: Truth Social, Statsministeriet og nyhedsbureauet AFP.

RITZAU