Statsminister Mette Frederiksen (S) mødes fredag med medlemmerne af alliancen Joint Expeditionary Force (JEF), som har fokus på sikkerheden i Norden.

Men hvad er Joint Expeditionary Force? Læs mere her:

* Joint Expeditionary Force (JEF) er en britisk ledet koalition. Den består af ti nordeuropæiske lande. Danmark er blandt de ti lande.

* Ud over Danmark og Storbritannien er de øvrige lande i JEF: Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island.

* Landene samarbejder primært om øget sikkerhed i Østersøregionen, Nordatlanten og området nord for polarcirklen.

* Men der er også fokus uden for disse områder. Det danske forsvar har eksempelvis arbejdet tæt sammen med Storbritannien i Irak og Afghanistan. I øjeblikket er der fokus på Ukraine.

* Landene i koalitionen forsøger at organisere og udstyre sig til at reagere hurtigt i krisesituationer.

* JEF-landene samarbejder om øvelser og strategi for at kunne samle en international styrke på kort tid, hvis det skulle blive nødvendigt.

* JEF har ikke permanente styrker. Medlemslandene tildeler de nødvendige styrker fra sag til sag.

* JEF er tænkt som et supplement til Nato og eksisterende europæiske og globale sikkerhedsstrukturer.

* JEF blev lanceret i 2014 og blev erklæret operationelt i 2018. Danmark har været med i koalitionen fra begyndelsen.

* I efteråret 2022 var Danmark vært for øvelsen Joint Protector. Det er JEF-samarbejdets årlige øvelse, hvor officerer og rådgivere fra alliancen træner i at håndtere aktuelle sikkerhedsudfordringer.

Kilde: Forsvarsministeriet.

/ritzau/