Fagforeningsmand kritiserer kampfællers ros af pensionsplan: I stiller folk nogle ting i udsigt, som aldrig bliver virkelighed

Fagbevægelsens top har ukritisk købt Socialdemokratiets pensionsplan, selvom den er helt utilstrækkelig. Det mener næstformanden for Landsforeningen af Socialpædagoger, Jan Hoby. FOA-formand afviser kritikken, men erklærer sig enig i, at Socialdemokratiet tidligere har været med til at »forpeste« offentligt ansattes vilkår.

»Udspillet løser ikke problemet, og det bliver gjort til mere, end det grundlæggende er. Pensionsalderen stiger stadig voldsomt, uagtet om man skærer tre år af den,« siger Jan Hoby, næstformand Landsforeningen for Socialpædagoger, der her ses under et tillidsrepræsentantmøde i Nørrebrohallen i 2018. Søren Bidstrup

Det fik de røde flag til at smælde i store dele af fagbevægelsen, da Socialdemokratiet i sidste uge præsenterede et udspil om tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og dermed satte nedslidte arbejdstageres pensionsvilkår på dagsordenen forud for det kommende folketingsvalg.

Formanden for landets tredjestørste fagforbund, FOAs Mona Striib, skrev for eksempel »tak« til Socialdemokratiet på sin Twitter-profil og kaldte overfor Avisen.dk udspillet »en sjælden varm nyhed i en ellers råkold tid«.