Fagboss til Løkke: De nedslidte kan ikke vente 20 år

Lizette Risgaard mener ikke, at man kan vente i 20 år, før pensionsalderen justeres, som Løkke har foreslået.

Fagboss Lizette Risgaard var allerede i gang med sin første 1.maj-tale onsdag morgen i hos DSU i Aalborg. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Regeringen vil sætte pensionsalderen op. Og den vil fjerne den sidste rest af efterlønnen.

Det siger Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), blandt andet i sin tale i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag 1. maj.

Her er spørgsmålet om pensionsalder og en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet store temaer.

»Politikerne har besluttet, at folkepensionsalderen skal stige - vi skal arbejde flere år. Mange kan, heldigvis, men ikke alle, kære venner. Ikke alle.«

»Hvad vil regeringen så gøre for dem? Ja, jeg tror godt, I kender svaret. Vi ved jo godt, hvad regeringen egentlig gerne vil. Sætte pensionsalderen endnu højere op end allerede aftalt.«

»Afskaffe den sidste rest af efterlønnen. Eller vente i 20 år og se, om det hele ikke er gået over,« siger hun.

Fagbossen henviser til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i søndags i et interview med Berlingske udtalte, at han er parat til at justere pensionsalderen. Men først efter 2040.

»Sig mig engang. Skal vi arbejde, helt til vi dør? Ja, det ville nok passe bedst for blå blok. For når vi ikke kan arbejde længere, kan vi ikke bruges længere. Så bliver vi bare en byrde,« siger Risgaard.

»Sådan et samfund vil jeg ikke have. Sådan et samfund vil fagbevægelsen ikke have. Vi vil have et samfund, hvor vi har respekt for dem, som har bygget op. Muret op. Sat lys i lygten og passet på andre hele livet.«

»Hvor de, som har slidt og slæbt i mange år, og nu ikke kan mere, kan trække sig tidligere tilbage. De kan ikke vente længere, Lars Løkke. De kan ikke vente 20 år,« siger Risgaard.

Onsdag har Løkke på Twitter skrevet, at der nok kommer en god løsning i morgen.

Han henviser til, at regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale forhandler om en aftale for seniorførtidspension, der på den korte bane giver nedslidte mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

/ritzau/