Fagbevægelsen advarer mod forringelse af seniorpension
Flere fagforeninger advarer mod finanslovsforslaget om at gøre det sværere for nedslidte at få seniorpension.

Flere fagforeninger advarer mod finanslovsforslaget om at gøre det sværere for nedslidte at få seniorpension.

En række fagforeninger advarer mod at forringe den eksisterende seniorpension på den måde, som regeringen forestiller sig i det finanslovsforslag, der præsenteres fredag.
Fagforeningerne protesterer mod, at man ikke som i dag ved ansøgning om seniorpension skal arbejdsprøves ud fra, om man kan varetage sit nuværende job.
Regeringen lægger i stedet op til, at man skal arbejdsprøves med henblik på at kunne tage et hvilket som helst job.
Det vil ifølge Elisa Rimpler, der er formand for pædagogernes landsforbund, Bupl, være en forringelse af den nuværende ordning.
- Jeg er ærlig talt både målløs og skuffet over, at vi har en regering, som taler om retfærdig tilbagetrækning, men som med et fingerknips markant vil forringe sikkerhedsnettet for alle de pædagoger, som efter et langt arbejdsliv er blevet nedslidte af at gå på arbejde, siger hun i en kommentar til forslaget.
Den holdning deler Dorthe Boe Danbjørg, der er forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, som kalder forslaget "dybt uretfærdigt".
- Mere end 600 sygeplejersker har fået tilkendt seniorpension, fordi de er slidte efter et langt arbejdsliv. Det er mennesker, der har knoklet i vores sundhedsvæsen i årtier.
- De fortjener en tryg og værdig afslutning på arbejdslivet – ikke at blive sendt ud for at finde et nyt job i et helt andet fag, siger hun.
Også Tomas Kepler, der som formand for Akademikerne står i spidsen for en halv million medlemmer, betragter forslaget som en væsentlig forringelse af ordningen.
- Jeg er meget imod, at regeringen vil lade de allermest nedslidte betale regningen for andre af deres politiske initiativer.
- Vi taler om mennesker, der er så udbrændte, at de ikke kan passe deres arbejde. Skal de ikke også have mulighed for værdigt at trække sig tilbage?
- Det sidste man har brug for, når helbredet siger stop, er flere forhindringer, siger han.
Finanslovsforslaget fremsættes officielt først fredag, men mange detaljer er allerede blevet lækket.
Ifølge Jyllands-Posten vil den foreslåede ændring af seniorpensionen give en besparelse på 200 millioner kroner i 2028.
Besparelsen vil herefter stige og udgøre 800 millioner kroner årligt i 2030 ifølge beregninger.
Det kræver dog, at alle partier bag seniorpensionen, der blev indført i 2019, siger ja til ændringen.
RITZAU