Færre får hjælp til at komme i job med revalidering

Antallet af personer i revalidering er faldet markant, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet. Det er en tåbelig spareøvelse, mener en række fagforbund.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom såkaldt revalidering er en af de mest effektive måder at få folk tilbage i varig beskæftigelse, så er antallet af personer i revalidering styrtdykket. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, skriver Jyllands-Posten.

Man kan søge om revalidering, hvis man har mistet sit job af fysiske, psykiske eller sociale årsager. Og en revalidering vil typisk bestå i uddannelse, optræning eller en form for virksomhedspraktik, der kan hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet.

Der var ifølge avisen 20.138 personer i revalidering i maj 2004. I maj i år var tallet nede på 8.137.

Og faldet er sket til trods for, at en rapport fra 2012 fra Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats under netop Beskæftigelsesministeriet viste, at succesraten i forhold til at få folk i job er højere for personer i revalidering, end den er for både ansættelser med løntilskud og virksomhedspraktik.

Udviklingen bliver mødt med kritik fra Socialrådgiverforeningen, 3F, Socialpædagogerne og FOA, der mener, at der er tale om en tåbelig spareøvelse.

FOA-næstformand Mona Striib siger til avisen:

»Samfundsøkonomisk er det helt tåbeligt, og menneskeligt betyder det, at man har måttet hutle sig igennem med sygemeldinger, arbejdsprøvninger og flere ufaglærte job, som man ikke kan klare«.

Daværende beskæftigelsesordfører og nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kritiserede i 2007 daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) for et fald i antallet af personer i revalidering. Dengang påpegede hun, at »revalidering er noget af det, der virker bedst«.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren til det seneste fald, men socialordfører for Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er ikke bekymret for udviklingen.

Hun påpeger over for avisen, at regeringen har udvidet paletten af redskaber til folk, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, med tiltag som minifleksjob, ressourceforløb og bedre SU for handicappede og enlige forsørgere.