Opdateret

Færøsk drøm om fri handel kan snart blive virkelighed

Færøerne ønsker at være medlem af handelsorganisation, så øgruppen selv kan forhandle om særligt fiskeeksport.

Statsminister Mette Frederiksen besøger sammen med Færøernes daværende lagmand Bárður á Steig Nielsen en opdrætsvirksomhed af laks på Færøerne. Den største eksportvare er fisk. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Færøerne kan blive medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvis den danske regering tillader det ifølge et tvistløsningsnævn med tre højesteretsdommere.

Danmark er positivt stemt, så Færøerne kan blive medlem hurtigst muligt, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget glad for, at der er en vej frem for at imødekomme Færøernes stærke ønske om medlemskab af WTO i eget navn, siger hun.

- Fra regeringens side vil vi bistå Færøerne på enhver tænkelig måde, der kan lette vejen til færøsk medlemskab af WTO hurtigst muligt. Den her proces er et godt eksempel på, at vi sammen går nye veje i samarbejdet i rigsfællesskabet.

Det meste af den færøske økonomi består af eksport til andre lande, og den klart største eksportvare er fisk.

Derfor har det i årevis været et brændende ønske for øgruppen selv at kunne indgå handelsaftaler.

Færøerne vil derfor gerne være en del af Verdenshandelsorganisationen, WTO.

Men det kan ifølge Grundloven ikke lade sig gøre, fordi Danmark er medlem på rigsfællesskabets vegne.

Danmark og Færøerne har været enige om, at øgruppen skal have en større stemme udenrigspolitisk og på sigt blive optaget. Det kom frem i august 2024 i forbindelse med et rigsmøde i Aalborg.

Der har været eksempler på, at Danmark er uenig med både Færøerne og Grønland om ømtålelige sager i rigsfællesskabet.

Færøerne ser det som en mulighed for at få adgang til mere fremover. Det sagde lagmand Aksel Johannesen under rigsmødet, hvor han til Ritzau kaldte det en "principiel afgørelse".

- Hvis vi får medhold, vil det nok også medføre, at vi i samtlige internationale organisationer, som ikke stiller som krav, at man skal være en selvstændig stat, der kan vi få medlemskab i fremtiden, hvis vi skulle ønske det.

Han pegede eksempelvis på fuldt medlemskab af Nordisk Råd. Også Grønland så muligheder, hvis det endte med en positiv afgørelse.

Som organisation er WTO dog et særtilfælde, da det tillades, at andre enheder end stater opnår fuldt medlemskab, hvilket er det grundlag, Færøerne kan optages på, ifølge afgørelsen.

Tvistløsningsnævnet er omtalt i selvstyrelovens paragraf 6.

Nævnet består af to repræsentanter fra Danmark og to fra Færøerne - samt tre højesteretsdommere, som afgjorde sagen, fordi der var uenighed.

- Den uenighed, der herefter stod tilbage mellem regeringens og landsstyrets valgte medlemmer, var, om et sådant medlemskab er "foreneligt med Færøernes forfatningsmæssige status", står der i afgørelsen.

Både Grønland og Færøerne har i årevis haft et ønske om at kunne bestemme mere udenrigspolitisk, og det trækker tråde langt tilbage i tiden.

Eksempelvis sagde Mette Frederiksen som oppositionsleder i 2019, at tiden er løbet fra, at Grønlands og Færøernes udenrigspolitik formelt skal føres fra Danmark.

/ritzau/