Færøernes regering taber lagtingsvalget

Færøernes regeringskoalition med lagmand Aksel V. Johannesen i spidsen mister sit flertal ved lagtingsvalget.

46-årige Aksel V. Johannesen (S) har siddet på magten på Færøerne de sidste fire år. Men ved lørdagens valg mistede hans regeringskoalition sit flertal. Tróndur Dalsgarð/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tórshavn. Den færøske regeringskoalition med lagmand Aksel V. Johannesen (S) i spidsen mister sit flertal ved lagtingsvalget lørdag.

Det viser det endelige resultat ifølge Færøernes radio og fjernsyn KVF.

Samtlige tre partier i landsstyrekoalitionen, der består af Socialdemokratiet, det venstreorienterede Republikanerne og det borgerlige Fremskridt, går tilbage ved lagtingsvalget.

Valgets store vinder bliver det konservative oppositionsparti Folkeflokken.

Dertil får det andet store borgerlige parti, Sambandspartiet, der har siddet i opposition sammen med Folkeflokken, fremgang.

Socialdemokratiet går tilbage fra 25,1 procent af stemmerne ved valget i 2015 til 22,1 procent. Det betyder, at partiet går fra otte til syv mandater i Lagtinget, som er Færøernes parlament.

Uafhængighedspartiet Republikanerne med Høgni Hoydal i spidsen går tilbage fra 20,7 procent til 18,1 procent. Tilbagegangen betyder, at partiet taber et mandat og går fra syv til seks.

Det lille borgerlige parti Fremskridt, der også har siddet i regeringskoalition, går tilbage fra 6,9 procent af stemmerne til 4,6 procent. Trods tilbagegangen bevarer partiet sine to mandater i Lagtinget.

Valgets store vinder - Folkeflokken - går frem fra 18,9 procent af stemmerne til 24,5 procent. Det svarer til en fremgang på 5,6 procentpoint og indebærer, at partiet vinder to mandater, så det nu er oppe på otte.

Det andet borgerlige parti - Venstres søsterparti Sambandspartiet - går frem fra 18,7 procent til 20,3 procent. Fremgangen betyder, at Sambandspartiet får syv mandater i Lagtinget mod før seks.

Desuden beholder det lille Midterpartiet sine to mandater i Lagtinget. Partiet får 5,4 procent af stemmerne, som er en lille tilbagegang på 0,1 procentpoint fra 2015.

Det lille Selvstyrepartiet går tilbage fra 4,0 til 3,4 procent. Tabet medfører, at partiet mister et mandat og nu kun har et enkelt.

Lagtinget er Færøernes parlament og har 33 medlemmer, mens landsstyret er regering. 17 mandater er dermed lig med et flertal.

/ritzau/