Færing bag Puigdemont-møde: Vi styrer mod selvstændighed

Catalonierne har ret til selvbestemmelse ligesom alle andre nationer, der er del af større stater, mener Arge.

Om catalonierne vil være en del af Spanien eller ej, må være deres eget valg. Sådan lyder det fra det færøske folketingsmedlem Magni Arge (T), der står bag et møde med den catalanske ekspræsident Carles Puigdemont tirsdag på Christiansborg. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

København. Om catalonierne vil være en del af Spanien eller ej, må være deres eget valg.

Sådan lyder det fra det færøske folketingsmedlem Magni Arge (T), der står bag et møde med den catalanske ekspræsident Carles Puigdemont tirsdag på Christiansborg.

Selv har han ikke en direkte holdning til, om Catalonien bør være selvstændigt. Men han har et principielt synspunkt:

»Jeg mener, at catalonierne har en ret til selvbestemmelse ligesom andre nationer, der er en del af større stater,« siger Arge.

»Det støtter jeg dem i. Men om de vælger den ene kurs eller den anden kurs eller en mellemvej, det er deres sag.«

Magni Arges parti Republikanerne kæmper for færøsk selvstændighed fra Danmark.

Og selv om han ikke vil drage direkte paralleller mellem situationen i Catalonien og Færøernes forhold til Danmark, så mener han, at det kun er et spørgsmål om tid, før Færøerne bliver selvstændige.

»Vi marcherer frem mod en selvbærende økonomi,« siger Arge.

»Der står ikke nogen umiddelbar konfrontation foran, som det er i øjeblikket. Men vi er mindre og mindre afhængige af Danmark.«