Fængselsforening advarer mod kedsomhed blandt indsatte

Hvis ikke de indsatte kan udfylde tiden, bliver mange enten psykisk syge eller farlige, lyder advarslen fra Kriminalforsorgsforeningen efter konservativt forslag om at fratage udlændinge underholdningen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et aldeles udansk og rabiat forslag.

Sådan beskriver formand for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting, de Konservatives forslag om at fratage udenlandske indsatte deres underholdning såsom radio og TV for at forringe forholdene yderligere.

»I Danmark idømmes frihedsberøvelse - ikke andre sanktioner som at pine og ydmyge de indsatte. Hvis ikke de kan udfylde tiden, så bliver mange enten psykisk syge eller superfarlige for samfundet, når de bliver løsladt. Vi gør simpelthen ondt værre,« siger John Hatting.

Desuden mener han ikke, at forslaget har gang på jord, da det ifølge ham er i strid med både de europæiske fængselsregler, dansk lovgivning og international lovgivning.

»Det er et forslag, der er langt ude, men derfor synes jeg ikke, man skal undgå at tage afstand fra det,« siger formanden for Kriminalforsorgsforeningen og tilføjer:

»Jeg savner, at Søren Pape Poulsen (K) og de Konservative udviser god, gammeldags borgerlig anstændighed, hvor man behandler andre mennesker grundlæggende ordentligt.«

Heller ikke SF og de Radikale tror på, at færre udlændinge vil begå kriminalitet i Danmark, hvis de ved, at de ikke må se TV i fængslet. SF kalder forslaget for et »vand-og-brød-forslag«, mens de Radikales næstformand, Sofie Carsten Nielsen (R), siger:

»Vi skal ikke have fængsler, hvor fængselspersonalet står i døren og sender alle danskere til højre og alle udlændinge ned ad trappen til de usleste forhold, fordi de har en anden etnicitet. Det er under lavmålet.«

For godt ti år siden var fem procent af de indsatte i de danske fængsler udlændinge. I dag er det tal ifølge tal fra Kriminalforsorgen vokset til 15 procent, skriver DR.