At fire måneder kan være en lille evighed i dansk politik, kan man forvisse sig om ved at genbesøge de dramatiske scener uden for retten i Lyngby en fredag eftermiddag i august.
Her vandrede en tydeligt rystet og resigneret Morten Messerschmidt rundt i hvileløse cirkler, omringet af journalister og med kæresten Dot Wessmann under armen, mens han kæmpede for at finde en passende grimasse til det optog, der lignede hans egen politiske begravelse.