I valgkampens allersidste ophedede dage, hamrede socialdemokrater mod de borgerlige partier for ikke at ville beskytte danskernes drikkevand mod pesticider og lignende fra landbruget.
For mens de røde partier kort før valget dannede fælles front for at beskytte drikkevandet mod sprøjtemidler, ville blå blok rulle eksisterende forbud mod at sprøjte og gødske tilbage.
Med henvisning til det sidstnævnte slog daværende miljøminister Lea Wermelin (S) fast i Altinget, at det ville være et tilbageskridt for natur og miljø, hvis blå blok vandt valget.
Også Socialdemokratiets daværende miljøordfører, Mette Gjerskov, ærgrede sig over de borgerlige partiers modvilje mod at beskytte dele af landet mod sprøjtemidler og lignende.
»Så er der klar tale fra de blå – det der med naturen er ikke så vigtigt alligevel. Frem med sprøjten, gyllen og ploven på sårbare enge, heder og overdrev,« skrev Gjerskov på Twitter.
Den daværende klimaminister, Dan Jørgensen (S), forlangte bare klart svar fra Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen.
»Erling Bonnesen er du der? Drikkevand? Skal vi beskytte det eller ej?« skrev han på Twitter.
Også efter valget havde de fem partier, der ønskede et forbud mod at sprøjte og gødske tæt på drikkevandsboringer, flertal.
Men da regeringsgrundlaget i sidste uge gjorde sin ankomst, var det konkrete ønske om at beskytte 200.000 hektar mod sprøjtning pludselig forduftet, skriver DR.
Regeringen ønskede i stedet at igangsætte en kortlægning af de 640.000 hektar, der i dag er udpeget som indsatsområder med henblik på at beskytte drikkevandet, stod der i regeringsgrundlaget.
Der var ganske enkelt brug for mere viden, før man politisk kunne beslutte sig for at forbyde landmænd at sprøjte ved drikkevandsboringer.
Til DR udtaler Mette Frederiksens gamle parlamentariske grundlag i form af SF og Enhedslisten sig særdeles kritisk om kovendingen.
Sidstnævnte kalder manøvren for et »eklatant løftebrud«.
Og mens den nyslåede miljøminister, Magnus Heunicke (S), anerkender, at man ikke kan finde samme formulering i regeringsgrundlaget, som statsministeren brugte lige før valget, mener han ikke, at der er tale om løftebrud.
»Nej, for det, vi gik ind til regeringsforhandlingerne med, var et ønske om en bred regering. Her kom vi med et klart ønske om, at vi skal beskytte vores grundvand langt bedre end det hidtil har været tilfældet,« siger Magnus Heunicke til DR.