EU's øverste chef roser Mette Frederiksen til skyerne efter rygte om topjob
Ifølge rygtebørsen er Mette Frederiksen i spil til en toppost i EU, hvis øverste chef roser hende.
Ifølge rygtebørsen er Mette Frederiksen i spil til en toppost i EU, hvis øverste chef roser hende.
- Godt forsøgt.
En journalist fra TV 2 forsøgte torsdag at lirke et svar ud af EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen om statsminister Mette Frederiksens (S) politiske fremtid.
Statsministeren er på rygtebørsen i spil til en post som rådsformand for unionen, men kommissionsformanden ville ikke komme det nærmere.
Hun er torsdag på Færøerne for at underskrive en hensigtserklæring og blev i den forbindelse spurgt til Mette Frederiksens kvalifikationer.
- Ud fra min erfaring med at samarbejde med hende har jeg en dyb beundring for det fremragende arbejde, som Mette Frederiksen udfører, siger Ursula von der Leyen.
Kommissionsformanden lagde ud med at svare, at spørgsmål om statsministerens fremtid bør rettes til Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen har selv gjort det klart, at hun ikke går efter en international toppost - hverken i EU eller forsvarsalliancen Nato.
Ursula von der Leyen ville dog gerne sætte ord på deres samarbejde.
- Vi har et strålende samarbejde, et betroet samarbejde. Vi har løst mange problemer sammen og har bevæget os fremad. Hun har leveret og vil blive ved med at levere for Danmark og Europa, siger Ursula von der Leyen.
Det er ikke op til Ursula von der Leyen at udnævne en ny EU-præsident, som rådsformanden officielt kaldes. Men hendes stemme bærer en vis vægt.
Ursula von der Leyen har for nylig meddelt, at hun går efter endnu en periode som kommissionsformand. Begge job er en del af den store chefkabale, som skal lægges til sommer efter valget til EU-Parlamentet.
- Du er nødt til at spørge hende, hvad hendes jobønsker er. Jeg kan kun vurdere det ud fra knap fem års samarbejde. Og det er et fantastisk samarbejde, jeg er meget imponeret over det arbejde, hun udfører, siger von der Leyen.
/ritzau/