EUs antisvindelkontor: Derfor har DF-efterforskning taget så lang tid

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har tidligere klandret EUs antisvindelenhed for at bruge år og dag på efterforskningen af Meld og Feld-sagen. Ifølge EU-enheden er der en god grund til sagens lange varighed, men Messerschmidt mener stadig, at DF har været udsat for et »cirkus«.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt mener, at OLAF-undersøgelsen af den såkaldte Meld og Feld-sag har været et »cirkus«. Henning Bagger

Sagen om Dansk Folkepartis brug af EU-midler har været noget af en sejtrækker.

I næsten fire år har EUs antisvindelkontor, OLAF, undersøgt forholdene i det nu hedengangne europæiske politiske parti Meld og fonden Feld, som Dansk Folkeparti tidligere var tilknyttet. Og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt – der var gruppeformand for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet, indtil sagen tog fart – har tidligere kaldt det »vildt, at man skal vente tre et halvt år på en afklaring«.