Eurolande klar til at forhandle ny låneaftale med Grækenland

Med grønt lys fra den tyske Bundestag er der nu enighed blandt eurolandene om at gå videre i forhandlingerne med Grækenland om en ny lånepakke.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU: Parlamenterne i Tyskland og Østrig gav fredag grønt lys til videre forhandlinger med Grækenland om en ny lånepakke på op til 645 milliarder kroner.

Dermed er opbakningen på plads fra eurolandene til at gå videre og forhandle en tredje låneaftale på plads med grækerne.

EUs redningsfond, Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), har som konsekvens bedt EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond om at indlede forhandlinger om vilkårene for en ny økonomisk håndsrækning til Grækenland. Det oplyser redningsfonden i en pressemeddelelse.

»Vi hilser det velkommen, at den græske regering og parlamentet har stemt for reformerne med et stort flertal. Det har banet vejen for beslutningen i dag om at begynde forhandlinger om et nyt program til fordel for Grækenland,« siger redningsfondens direktør, Klaus Regling, i pressemeddelelsen.

Han understreger samtidig, at fonden råder over rigeligt med penge til en ny økonomisk saltvandsindsprøjtning til de nødlidende grækere.

»ESM har en overskydende lånekapacitet på 455 milliarder euro, men der vil kun blive behov for en mindre del af dette beløb,« siger Klaus Regling.

Den nye lånepakke ventes at blive forhandlet på plads hen over sommeren, og indtil da er der bevilget et nødlån fra alle 27 EU-lande på syv milliarder euro - 52 milliarder kroner.

Danmark bakker op om lånet og hæfter for 1,05 milliarder kroner af det samlede beløb.