EU-Kommissionen vil øge det tidsrum, hvor Schengen-lande kan indføre midlertidig grænsekontrol.
EU-Kommissionen foreslår, at muligheden for grænsekontrol øges fra seks måneder til et år med mulighed for forlængelse.
Det fremlægger kommissionen på et pressemøde, hvor reglerne om åbne indre grænser i Europa er på dagsordenen.
Her foreslår kommissionen, at der skal være mulighed for at etablere grænsekontrol i en periode på op til tre år i ekstraordinære tilfælde.
Og som et led i forslaget kan kontrollen også begrundes med et alvorligt sikkerhedsproblem.
Danmarks midlertidige grænsekontrol blev indført med baggrund i migrationsstrømmene til Grækenland og er forlænget adskillige gange siden januar 2016.
Den gælder nu frem til 12. november. Her har EU's migrationskommissær varslet, at den danske kontrol er forlænget for sidste gang.
De nuværende regler tillader kontrol i en begrænset periode, som ikke må overstige seks måneder. Men den kan forlænges. Under ekstraordinære omstændigheder kan den forlænges op til to år.
Kommissionens forslag vil give landene mulighed for at indføre kontrol i op til et år til at starte med og derudover mulighed for forlængelse i to år.
Det kan åbne nye muligheder for Schengen-lande som Danmark, Norge, Østrig og Frankrig, der alle i øjeblikket har intern grænsekontrol.
Det næste skridt er, at forslaget skal forhandles og godkendes af de andre EU-institutioner.
/ritzau/