EU vil blokere websider med børneporno

Alle EU-lande skal blokere for adgang til børnepornosider på internettet, lyder det i et nyt EU-direktiv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods skepsis i flere medlemslande vil nye EU-regler forpligte alle lande til at blokere for adgang til internetsider, der udbreder børneporno.

Det er situationen, efter at EU's justitsministre har lavet en kompromisaftale om et nyt direktiv, der skal bekæmpe seksuelt misbrug af børn og børnepornografi.

Selvom Danmark på grund af retsforbeholdet står uden for de nye regler, er justitsminister Lars Barfoed (K) positiv over for stramningerne.

- Hvis man finder internetsider, der indeholder den slags, så er jeg absolut positiv over for at blokere dem, siger han.

Knap så positiv er man i en gruppe lande anført af Tyskland, som har kæmpet mod de nye regler. Fra tysk side mener man, at det vil være langt mere effektivt at gøre en større indsats for at få slettet hjemmesiderne i stedet for at blokere for adgangen.

De nye EU-regler møder også kritik for at bane vejen for statscensur i Europa. Kritikere frygter, at blokering af børnepornosider vil være første skridt på vej mod blokering af andre former for indhold på nettet.

Danmark har i flere år haft et særligt filter, der blokerer for sider med børneporno. Det danske børnepornofilter er udviklet af Rigspolitiet, Red Barnet og TDC og benyttes af alle større internetudbydere.

EU's nye direktiv om bekæmpelse af børneporno skal nu behandles af EU-Parlamentet, inden det kan træde i kraft.

/ritzau/