EU kræver landbrugsstøtte tilbage

Bønder i 11 lande har uden ordentlig kontrol fået over en milliard kroner for meget fra EU i landbrugsstøtte. Danmark blandt de små syndere.

Danmark var blandt de 11 lande, som onsdag fik et krav om tilbagebetaling af landbrugsstøtte fra EU's kasser.

Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel kræver i alt 1,08 milliarder kroner fra Belgien, Tyskland, Danmark, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Irland, Italien, Holland, Portugal og Sverige.

Der er tale om landbrugsstøtte, som enten er uddelt forkert, eller hvor der ikke er tilstrækkelig kontrol med brugen. Italien og Frankrig er storsynderne. Førstnævnte skal betale 614 millioner kroner tilbage.

Danmark hænges ud for upassende regnskabsafslutning og overskridelse af de finansielle lofter, hvilket betyder tilbagebetaling af 967.000 kroner.

- Vi har gjort store fremskridt med at forbedre kontrollen, og den indsats vil fortsætte i fremtiden, siger Boel.

/ritzau/