Etisk Råd og regeringen er enige: Aldersgrænsen for abort skal sænkes

Mens flere blå partier er utvetydige modstandere, tegner der sig et klart flertal for at sænke aldersgrænsen for den fri abort.

Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) gjorde det allerede i foråret klart, at hun og SVM-regeringen ønskede at sænke aldersgrænsen for, hvornår man kan få fri abort, fra 18 til 15 år. Enhedslisten går ind for det samme, og dermed er der flertal for beslutningen. Søren Bidstrup

Tirsdag middag udkom Etisk Råd med sit katalog af overvejelser og anbefalinger om de nuværende abortregler.

Spørgsmålet om, hvorvidt grænsen for den fri abort skal hæves fra de nuværende 12 uger, som et flertal af rådets medlemmer anbefaler, har fået meget opmærksomhed, men rådet har også stillet skarpt på, hvor gammel man skal være for at kunne få en abort.

I dag er grænsen 18 år.

Er en person mellem 15 og 17 år, skal forældrene samtykke, men den tilføjelse vil et enigt Etisk Råd have afskaffet.

»Alle 17 rådsmedlemmer anbefaler, at 15- til 17-årige selv bør kunne beslutte, om de vil have en abort eller ej – og om forældremyndighedens indehaver skal informeres eller inddrages,« skriver Etisk Råd i udgivelsen.

Rådet hæfter sig ved, at 15- til 17-årige af samfundet betragtes som i stand til at træffe beslutninger om, hvorvidt de vil dyrke sex, og at de derfor også bør være i stand til at træffe beslutninger, for så vidt angår de mulige konsekvenser af sex.

Desuden understreger Etisk Råd, at 15-årige almindeligvis selv kan give samtykke til behandling i sundhedsvæsenet.

Etisk Råd anbefaler dog, at unge vejledes om de kortsigtede såvel som langsigtede konsekvenser, der kan være ved ikke at informere og inddrage forældre i beslutningen om at få foretaget en abort.

Politisk flertal

De Konservative meldte tirsdag ud, at de ikke går ind for at sænke aldersgrænsen for abort, men regeringen gjorde det allerede i foråret klart, at den var af en anden opfattelse.

Det gjorde ligestillingsminister Marie Bjerre (V) i maj, hvor hun sagde, at regeringen mente, at unge kvinder selv skal have mulighed for at bestemme over deres egen krop og liv.

»Derfor vil vi nu ændre grænsen, så unge kvinder på 15 år eller derover ikke længere har behov for forældresamtykke,« sagde Marie Bjerre.

Hun pointerede blandt andet, at den seksuelle lavalder er 15 år, ligesom aldersgrænsen til at samtykke i sundhedsvæsenet generelt også er 15 år. I dag gentager sundhedsminister Sophie Løhde (V) over for TV 2, at regeringen vil ændre grænsen.

Da Maria Bjerre udtalte sig på vegne af SVM-regeringen, der som bekendt besidder et flertal i Folketinget, var der hurtigt protester fra flere af de andre blå partier.

Eksempelvis kaldte Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Mette Thiesen, det for et skred.

»Når man er 15 år, er man et barn. Man er stadig under værgemål hos sine forældre. Det er en stor beslutning, der kan have konsekvenser resten af ens liv,« sagde Mette Thiesen dengang til TV 2.

Lignende argumenter kom fra Danmarksdemokraterne og De Konservative, som heller ikke i foråret ville være med til at hæve aldersgrænsen for abort.

Omvendt har Enhedslisten erklæret sig klar til at sænke aldersgrænsen.

Etisk Råd har udarbejdet de nye anbefalinger og overvejelser om abort i forbindelse med, at aborten for 50 år siden blev givet fri – og at reglerne omkring den til gengæld ikke har ændret sig siden da.