Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
På en fertilitetsklinik på Cypern kan danskere og andre interesserede selv bestemme, om de skal have den lyseblå eller lyserøde hue klar, når barnet bliver født - de kan nemlig selv vælge barnets køn. Det er ulovligt i Danmark i dag, og sådan bør det blive ved med at være, mener formanden for Etisk Råd, Jacob Birkler.
»Det primære argument imod, det er jo vigtigheden af at sende det klare signal, at kønnene er ligestillede og ligeværdige. Det kan let skride, hvis det bliver muligt i Danmark,« siger han.
Samtidig peger han også på, at fertilitetsbehandling er noget, man giver til folk, der skal have hjælp til at få et barn. Men hvis man gør det muligt selv at vælge køn, så bliver tingene pludselig anderledes, fortæller Jacob Birkler.
»Når vi hjælper ufrivilligt barnløse i Danmark, hvad gør vi så? Så hjælper vi dem med at få et barn. Men her hjælper vi dem med at få et bestemt barn, og det har altså en etisk relevant forskel. Så kan man sige, at sige, at vi allerede i dag har mulighed for at vælge bestemte sygdomsdispositioner fra, nuvel, men her er det normale egenskaber, der bliver valgt fra,« siger han.
Han understreger samtidig, at det er en forråelse, vi skal være opmærksomme på i Danmark, ligesom han gør opmærksom på, at muligheden for at vælge, hvilket køn ens barn skal have, også kan blive et problem, fordi nogle kulturer vægter det ene køn højere end det andet. Det giver også skævhed i samfundet, siger formanden.
Også i Folketinget er der bred enighed om, at det er forkert at selv at kunne designe sit barn. SFs sundhedsordfører, Özlem Cekic (SF) er stærkt imod den mulighed.
»Jeg synes, det er etisk forkasteligt. Man griber i den grad ind i naturens gang, og derfor er det også en alvorlig etisk debat, som vi bliver nødt til at tage. At man kan få lov til at vælge kønnet, højden på ens barn, og at man kan fravælge gener, der kan give fedme på lang sigt, synes jeg er en meget uhyggelig udvikling,« siger hun.
Den samme holdning kan man finde på den anden side af midten, hvor Venstres Sophie Løhde (V) befinder sig.
»Moralsk synes jeg, at det er dybt forkasteligt at vælge på baggrund af kønnet og ikke ud fra ønsket om, at man gerne vil være forældre,« siger hun.
Det danske rejsebureau KirurgiRejser formidler kontakten til den cypriotiske fertilitetsklinik, men her vil direktør Atef El-Kher ikke vurdere, om det er etisk eller ej, at man selv kan få lov til at vælge, om man vil have en dreng eller en pige.
»Først og fremmest er vi et rejsebureau. Vi hjælper med at købe billet og skaffe hoteller og lokal transport, men vi blander os ikke i behandlingen. Vi lader patienterne selv bestemme, hvad de mener,« siger han.
Sundhedsstyrelsen vil nu undersøge, om KirurgiRejsers reklamering klinikken på Cypern strider imod dansk lovgivning. Noget som Konservatives sundhedsordfører, Mai Mercado (K), bakker op om.
»For eksempel reklamer for at få foretaget abort senere end 12. uge i Sverige, at tage til Cypern og vælge ens barns køn eller aktiv dødshjælp i Schweiz, er jo med til at legitimere at få det gjort, og det er forkert,« siger hun.
Atef El-Kher understreger, at KirurgiRejser trækker deres reklame tilbage, hvis Sundhedsstyrelsen mener, den overtræder dansk lovgivning.