Det handler om ufattelig mange milliarder. Og de skal bruges på rekordtid. 

»Køb, køb, køb,« sagde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i denne uge, da regeringen præsenterede en ny »accellerationsfond« med foreløbig 50 milliarder skattekroner, som forsvarschefen i samråd med forsvarsministeren skal kunne bruge løs af, uden at Folketinget og forligspartierne bag forsvaret får noget at skulle have sagt.