Et skuddrab har fået Peter Skaarup til at kritisere regeringen for manglende handling, men Jeppe Bruus svarer igen: »Vi er ikke handlingslammede«

Et skuddrab i København har fået Dansk Folkepartis retsordfører til at kritisere regeringen for manglende handling i forhold til bandekriminalitet. Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, forstår ikke kritikken.

Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, er træt af Peter Skaarups »autopilot-tweets«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

En skudepisode i en frisørsalon i København, hvor en 20-årig mand er død, har fået Peter Skaarup, retsordfører i Dansk Folkeparti, til at anklage regeringen for at være tavs og handlingslammet over for bandemiljøet.

I et opslag på Twitter skriver han, at skuddrabet er dybt tragisk, men at der fra regeringens side ikke er etableret et målrettet bandepoliti, lovstramninger eller øget brug af udvisninger.

Som en kommentar til Skaarups Tweet svarer retsordfører for Socialdemokratiet, Jeppe Bruus, at han er træt af opslag, som klandrer regeringen for ikke at gøre nok.

»Jeg er enig med Peter Skaarup i, at det er dybt tragisk. Det er et stort problem, at de her skyderier finder sted. Men jeg er træt af, at det nærmest var sådan et autopilot-tweet, som han har lavet mange gange før,« siger han.

Selv mener Jeppe Bruus nemlig, at Skaarups kritik er fuldstændig »usaglig«. Socialdemokratiet har flere gange været med til at lave bandepakker, skærpe straffe og give flere muligheder til politiet for at bekæmpe bandekriminalitet.

»Peter Skaarup ved også selv, at vi ikke er handlingslammede. Noget af det, som vi er i gang med, er blandt andet politiforhandlingerne sammen med Peter Skaarup og Dansk Folkeparti, hvor vi vil sende endnu flere betjente på gaden og skærpe indsatsen over for antisocial, utryghedsskabende adfærd,« siger han.

I stedet er det Dansk Folkeparti, der ikke har levet op til deres ansvar, mener Jeppe Bruus.

»Jeg synes, at Dansk Folkeparti har svigtet i forhold til ikke at sætte ind med den tidlige indsats. Vi ville ikke have det her problem, hvis det var lykkedes de borgerlige regeringer at have sørget for, at der ikke var vokset unge mennesker op og blev bandekriminelle. Det er ikke alene Dansk Folkepartis ansvar, men der er behov for at sætte hårdt ind over for banderne med en indsats, som de borgerlige ikke har prioriteret højt nok,« siger Jeppe Bruus.

Han fortæller desuden, at regeringen længe selv har haft fokus på at prioritere en tidlig indsats, hvor børn ikke vokser op i kriminelle miljøer. Derfor skriver han også på Twitter, at Socialdemokratiet er nødt til at rydde op efter Dansk Folkeparti. Også selv om det ikke skal »tages bogstaveligt«.

»Når jeg skriver, at Dansk Folkeparti bare har siddet og set til, så forsøger jeg bare at give ham lidt tilbage af samme skuffe,« siger han.