Et sidste brøl fra DF-fætrene

Der var rigeligt med politisk drilleri, da Langballe og Krarup indtog Folketingets talerstol for måske sidste gang. Missionen: Fjern racismeparagraffen.

Dansk Folkepartis præstefætre, Langballe og Krarup, takker af fra Folketinget, når valget udskrives. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var muligvis sidste gang, de to fætre Jesper Langballe og Søren Krarup stod på talerstolen i Folketingssalen og tordnede mod oppositionen.

Begge DF-politikere har meddelt, at de indstiller deres lange karrierer, når valget kommer, og da folketingsåret formelt sluttede tirsdag, er den politiske værnepligt ved at være udtjent for de to tidehvervspræster.

Som en sidste handling, havde de rettet deres kanoner mod racismeparagraffen. Den skulle væk, mente de.

Hæmmer den offentlige debat

Begrundelsen var, at den offentlige debat er blevet alt for hæmmet af, at forskellige debattører skal tage hensyn til fintfølende modparter. Det var Søren Krarup, der havde stillet lovforslaget, og han forklarede:

- Tonen skal ikke være vigtigere end sagen, og straffeloven skal ikke være af større betydning end en fri og tilbundsgående debat om offentlige anliggender.

Forslaget var dog ikke engang i nærheden af at blive vedtaget, da både Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten nærmest hånede det under debatten. Venstre og Konservative var heller ikke begejstrede, så i alt stemte kun 19 folketingsmedlemmer for - 18 DF'ere og en enkelt Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Skarpe drillerier og polemisk debat

Dialogen strandede hurtigt, og debatten blev mere og mere skinger i takt med, at de politiske drillerier blev flere:

- Dialog med Søren Krarup er ikke mulig, konstaterede Lone Dybjær fra Det Radikale Venstre.

- Den er ikke mulig, fordi Søren Krarup jo taler Sandheden. Han har altid ret, og det vanskeliggør dialog, lød det spøgefuldt fra den erfarne R-politiker, som ligesom fætrene har meldt sin exit fra Folketinget, når valget udskrives.

Hate speech

Krarup var lynhurtig til at returnere Dybkjærs stikpille og kaldte hendes angeb for "en fantastisk form for dialog."

- Det er tankevækkende at være genstand for sådan en hate speech, sagde han polemisk fra talerstolen.
Dét fik Lone Dybkjær til at understrege, at der altså ikke er nogen i Det Radikale Venstre, som rent faktisk hader Søren Krarup.

Fætrenes kronik: Regeringens passive forræderi

Straks efter rykkede Jesper Langballe ind med sit tunge skyts:

- Denne filosofiske diskussion er på pattebørns-niveau, vrissede han ud i salen.

- Der er ingen, der har patent på sandheden, men man kan godt have patent på viden. Især hvis man diskuterer med Fru Lone Dybkjær, som har en nærmest bundløs uvidenhed, lød det fra Langballe.

Stor morskab på Twitter

Også i cyberspace blev folketingsdebatten fuldt nøje og løbende kommenteret. På det sociale netværk Twitter skriver socialdemokraternes Yildiz Akdogan: 

- Sidder og lytter til Søren Krarups sludder af argumenter for at fjerne racismeparagraffen. Det er så langt ude, at man kan kun smile af det.

SFs Ida Auken kan alligevel ikke lade være med at blive en smule sentimental over Krarups folketings-exit:

- Tror jeg kommer til at savne ham... skriver hun og tilføjer:

- Jeg er dybt uenig med ham, men der bliver da lidt kedeligere i Folketinget uden ham og Jesper Langballe, skriver hun.

Heldigvis står yngre kræfter klar til at tage over, hvor de erfarne må slippe. Sønnen Christian Langballe og datteren Marie Krarup stiller nemlig op til valget.