Et opråb fra Mette Frederiksen bliver bragt i verdenskendt avis. Opsigtsvækkende tal udstiller problemet

Det kan lyde vildt, men folkene bag opgørelsen bekræfter: Danmarks egenhændige militære bidrag til Ukraine er større end tre af EUs største lande – tilsammen.

Mette Frederiksen (S) ses her ved ankomsten til EU-topmødet i december. Nu står den igen på topmøde for den danske statsminister, der onsdag har leveret en klar opfordring til sine stats- og regeringschefkolleger fra de andre EU-lande. John Thys/AFP/Ritzau Scanpix (arkiv)

Det er næppe helt tilfældigt, at statsminister Mette Frederiksen er blandt de fem regeringschefer, der har skrevet under på et bemærkelsesværdigt opråb i onsdagens Financial Times – den hæderkronede britiske avis, som de fleste i EU-systemet læser ganske nøje.

Anført af Tysklands kansler, Olaf Scholz, og sammen med premierministrene fra Estland, Holland og Tjekkiet advarer Mette Frederiksen om, at Ukraine har desperat behov for mere ammunition til at fortsætte kampen mod Rusland.