Et nyligt svar fra Mette Frederiksen vækker undren. Eksperter hæfter sig ved særligt én formulering

I et svar til Folketinget, som statsminister Mette Frederiksen (S) har lagt navn til, tages Minkkommissionen til indtægt for en central påstand, som ifølge eksperter udelader vigtige pointer. Det udstiller behovet for at få lagt låg på sagens efterspil, siger professor, som også har et forslag til hvordan.

Statsminister Mette Frederiksen (S) oplyste i maj, at Minkkommissionen særligt lagde vægt på, at et afgørende pressemøde var en instruks, da den skulle bedømme Barbara Bertelsens rolle. Eksperter er uenige. Liselotte Sabroe

Knap havde Minkkommissionen afleveret sin beretning 30. Juni 2022, før en relativt upåagtet – og i den brede offentlighed stort set ukendte – styrelse indtog en central rolle i den højspændte politiske affære.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, en myndighed under Finansministeriet, har siden sidste sommer haft til opdrag at oversætte og analysere de næsten 2.000 sider fra kommissionen. Først for at vurdere og fælde dom over de ti embedsmænd, som fik hård kritik i beretningen, siden for at trække hovedparten af sanktionerne tilbage igen.